Pæreblæresyge, Taphrina bullata, sorte blærer på blade af Pære

Pæreblæresyge, Taphrina bullata, minder meget om Ferskenblæresyge, men det er en anden art, og den er tilsyneladende hidtil ikke fundet i Danmark.

Her i foråret 2015 er der et meget kraftigt angreb af Blommepung i vores have, men den er også gal i vores 2 pæretræer, buklede blade med grålig belægning på undersiden, buklerne bliver senere sorte. De små pærer kan tilsyneladende også angribes – jeg har ingen mikroskop, så derfor kan jeg ikke undersøge det nærmere.

Jeg har skrevet en side om Blommepunge, hvor man kan læse nærmere om disse svampesygdommes biologi.

Det interessante – for mig – er, at Taphrina bullata tilsyneladende ikke er registreret tidligere i Danmark. Både nationale og internationale registre nævner fund i det sydlige Sverige og Norge, Tyskland og England, men ingen fra Danmark, så nu skal jeg igang med at registrere.