Bønner er varmekrævende, og kan først dyrkes på friland når det er rigtig sommer, men i drivhus går det fint fra begyndelsen af maj.
Der er dog et problem, bønner skal bestøves for at udvikle bælge.
Jeg dyrker sorten Moonlight, en stangbønne fra Thompson & Morgan. Planterne er nu 3-4 meter lange, og med mængder af store blomsterklaser, så alt tegnede godt.
De første 4-5 blomster gav ingen bønner, de faldt af når de visnede. Men så fik jeg bi, ikke bier, men bi – en lille humlebi, der drøner ind gennem den altid åbne dør og tager en tur rundt i alle blomsterne. Resultatet kan ses der, hvor solen skinner på baggrunden – 2 små bønner, der gror meget hurtigt. Under dem er der tomme blomsterstilke, og over er der blomster og blomsterknopper. Hver klase bærer ca. 20 blomster, så der er mulighed for en meget stor høst.
Stangbønner, og sikkert også krybbønner, kan dyrkes i drivhus hele sommeren, man skal bare ikke udbløde frøet, men så direkte, det giver den bedste fremspiring.