Georginer Dahlia tåler ikke frost, og de har også svært ved at komme igennem en mild vinter, for så er der stor fare for at de rådner.
Når overskriften somme tider er lidt mærkelig skyldes det, at nogle søger på georginer og andre på dahlia, og begge skulle gerne gå igennem.
Mine georginer ligger i en lille kælder i garagen. Næsten hele vinteren har der været åbent så de ikke fik fugt og mugner. De kan tørre lidt ud og blive runkne, men det betyder ikke noget.
Der har lige været en periode med frost, og låget til kælderen har været lukket, så nu var det spændende at se hvordan knoldene har klaret det.
Et kig ned i kælderen, der er lidt svamp på snitfladen af de gamle stængler, men ellers ser det fint ud. Store husedderkopper kan også lide kælderen.
Her er en af planterne fotograferet i solen, med en klat sne i baggrunden. Knoldene ser fine ud, de er ikke tørret meget ind, så det tegner godt for den kommende sæson.
Måske skulle du overveje at anskaffe et rio-net. Jeg så sidste sommer et bed med georginer, hvor der var lagt et rio-net på jorden efter knoldene var sat, og så hævet op i en passende højde på stokke, efterhånden som georginerne voksede. Det er en smart måde at binde op på.