Mistelten

Mistelten hører julen til, enten man får lidt af ukrudtet fra Frankrig eller selv har i haven. Vores have er efterhånden velforsynet med mistelten, men det har taget 10-12 år at komme så vidt.

Mistelten er sjælden i Danmark, men omkring Utterslev Mose kan den ses i tjørn, og kører man ad Hillerødmotorvejen kan den ses i Popler langs Novo ved Bagsværd.

Der findes mange slags mistelten, også i troperne og på ørkenplanter. Den hjemlige hedder Viscum album og findes i 3 underarter, der snylter henholdsvis ædelgran, fyr og æble-tjørn-poppel-pære. Mistelten har særbo, dvs at der findes han- og hunplanter, det er altså bedst at have flere, hvis man vil være sikker på at der kommer bær.

Efter mange års langsom vækst bliver det alligevel pludselig til noget, og denne er ved at tage overhånd.

Hanplanterne har ingen bær.

Mistelten skal sås på tynde 1-års skud, så du kan selv bedømme hvor længe siden disse 3 er sået, og hvor langsomt de gror.

Den gør sig også som buket.

Såning af mistelten.

Problemet er at få frø, og jeg vil gerne hjælpe, men for det første er frøet først modnet i marts-april, og for det andet tåler det ikke mørke, få dage uden lys nedsætter spireevnen. Den mistelten, der er i handlen her til jul, kan ikke bruges, da det er sydlige typer, der vil fryse heroppe, og frøet ikke er modent og desuden ødelagt af mørke under transporten.

Måske kan det lykkes som straksbrev?