Når man deler stauder opstår der et sår, og der er stor risiko for angreb af svampe og bakterier. Lige som hos mennesker er opskriften: Hold det rent og tørt.
Vores Løjtnantshjerte var efterhånden blevet for stor og skulle flyttes. Så kunne Aase få et stykke af den, men den er ikke lige til at dele, den har tykke rødder.
Efter at have kigget lidt på den og skyllet det værste jord af blev den resolut delt i 4 med en spade. Var de 4 stykker blevet plantet med det samme er der stor risiko for, at sårfladerne bliver angrebet af svampe og bakterier, og så går det galt.
Sårflader på planter skal holdes rene og tørre – aldrig beskære i fugtigt vejr. De 4 stykker blev lagt på gulvet i drivhuset, og har nu tørret i 2 uger og ser fine ud.
Planter heler sine sår ved at danne en periderm lige under overfladen. Du ved sikkert ikke hvad en periderm er, men kartofler er dækket af det, og her kaldes det skræl, så nu er du med. En periderm består af døde, tørre celler, hvor cellevæggene er gjort vandtætte, så planten ikke tørrer ud, og grimme ting udefra ikke kan komme ind.
Så nu kan jeg trygt levere en stump Løjtnantshjerte til Aase…..