Tanker om et drivhus

Vi skal have et drivhus ved vores sommerhus. Det har vi ønsket i mange år, og nu skal det være.

Der er nogle overvejelser omkring anskaffelse af et drivhus. Hvor skal det ligge, hvordan skal det vende, hvor stort skal det være, og hvad skal det bruges til?

Planter kan ikke holde til at producere hele dagen, derfor skal vores drivhus have bredsiden mod øst, så solen får gang i temperaturen og produktionen fra morgenstunden. Midt på dagen skinner solen så på gavlen og reflekteres fra taget, og sidst på dagen kommer der så igen sol ind gennem bredsiden. Med udvendig skygge, kridt, på taget og sydgavlen er der lagt op til et fornuftigt klima i drivhuset.

Et drivhus skal have en vis størrelse, og især en vis højde, så der skabes et stort luftvolumen. Små drivhuse vil have store temperatursvingninger, og især høje temperaturer, så tænker man på et lille drivhus, skal der en høj sokkel på.

Hvad det skal bruges til? Selvfølgelig til at dyrke planter, tomater og salat og ….., men der er også et ønske om et bord og stole. I ydersæsonerne kan det være meget fint, så hvis det kan lade sig gøre…

Et drivhus skal passe sig selv, så for nogle få år siden ville jeg have fortsat med en beskrivelse af bede og jord. Efter de såkaldte dræbersnegle har jeg skiftet strategi, det fremtidige drivhus skal have flisegulv, så det er tørt. Dyrkningen skal ske i kasser med selvvanding, så det kan være alene hjemme en gang imellem.

Efter grundig undersøgelse af markedet er valget faldet på et Euro Serre 14,1 m2 fra Willab Garden. vi har besøgt udstillingen i Greve, og det kan stærkt anbefales – det er gratis at komme ind, men koster formuer at komme ud.. Vi fik en professional vejledning, og da de hørte, at det skal stå hvor det blæser, blev vi anbefalet at sætte hylder i drivhuset; sådan en hylde stiver fantastisk på vægfladen, og så kan man drive jordbær, forhåbentlig mere om dette senere.