Vinterdyrkning i drivhus uden plantelys

Kan man dyrke i drivhuset om vinteren uden plantelys? Sommerblomster kan jo ikke tåle frost, så det bliver vel dyrt i opvarmning?  Ikke nødvendigvis, i hårde vintre med lange perioder med 15-20 graders frost går det nok ikke, men hvad med at tage chancen?

Som tidligere beskrevet har jeg en lille plantekuvøse, blot en ramme med løst plast, der bliver taget af i milde perioder og varme dage. Med 25 Watt kan der holdes en forskel på 5 grader mellem plantekuvøse og drivhus. Og det skal lige slås fast, at der er samme temperatur i drivhuset som udenfor.

Trives planterne så?

Her er plantekuvøsen, ret primitiv, blot et stativ hvor plastikken kan trækkes over. Ole’s Pelargonium, i midten blomstrer, så der er overskud.

Et nærbillede af en Spansk Margerit – hvis de skud bliver til stiklinger er der rigeligt til haven.

I den modsatte side står en almindelig Margerit, den er også fuld af stiklinger. De hvide blomster er en Bacoba, den blomstrer bare.

Ærterne ligner noget, der trænger til et par pinde, de står lidt for sig selv, uden varme – vi spiser bladene i salat.

Salaten begynder så småt at sætte farten op, jeg klipper blade af, det ses på de bageste. Imellem salaten er der små dildplanter, og helt til venstre et glimt af jordbær i altankasser. Der er ikke varme på salaten, og de har haft 6 graders frost i drivhuset.

Plantelys

Der kommer ikke meget lys gennem plast, men alligevel ser de ud til at trives. Jeg har reserveglas til drivhuset, og de skal bruges i en bedre plantekuvøse, der også skal bruges til tidlig udplantning af tomater.

Indtil nu vil jeg hellere bruge lidt strøm på varme, end på plantelys – også fordi det man kan købe er for dyrt og giver for lidt lys. Skulle der nu være en forhandler, der føler sig provokeret, så kom gerne med spektrum og PAR-målinger, så kan vi tage den derfra, og gerne i fuld offentlighed.

Én kommentar til “Vinterdyrkning i drivhus uden plantelys”

  1. Hej – Jeg vil lige fortælle, at jeg næsten altid læser dine indlæg, selvom der er langt imellem mine kommentarer. Vores vinterdrivhussysler er særdeles uorganiserede i forhold til dine; men alligevel kan jeg hente mengen nyttig info i dine indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *