Vanding i drivhus efter fordampningsmåler

Meget vanding i drivhuse sker når man synes, at det trænger – det kan fungere hos nogle og snyder hos andre.

Findes der bedre måder at gøre det på? Ja, der er den billige, der kræver en handyman/kvinde og den dyre, som alle kan lave.

Den billige

Da jeg havde det sidste læreår på Forsøgsstationen Spangsberg, Esbjerg (den er forlængst blevet til villakvarter) blev tomater og agurker i drivhuse vandet efter en enkel, men pålidelig fordampningsmåler.

 

Fordampningsmåleren består af en flad skål med et skråt glasrør på en lineal. Skålen var ca. 30 cm i diameter, røret ca. 3 mm indvendig og skråede 1 cm pr 10 cm.

Der blev fyldt vand i så røret var næsten fyldt, og hver formiddag blev vandstanden i røret aflæst via linealen, og noteret. Den ansvarlige gartner bestemte vandinger og noterede. Nu kunne andre passe planterne på samme måde ved at vande, når der var fordampet en vis mængde vand.

Hvornår og hvor meget, der skal vandes, ændres selvfølgelig med planternes alder, små planter bruger mindre vand end store. Men inden for et par uger kunne man bruge de samme fordampningsværdier til vanding.

Den dyre

Den dyre er en bagevægt med en nøjagtighed på 1 gram, sæt en skål med vand på vægten og aflæs. Skålen kan være en af de bakker, man køber kød i. Tag skålen af og sluk vægten mellem vejninger.

Vanding er som beskrevet ovenfor, man skal lige lære vægten at kende, især med hensyn til temperatur – find en sten eller andet, der vejer ca. det samme som bakken med vand, og vej stenen en gang imellem for at se, om vægten driver.

Det praktiske

Fordampningsmålere er en hjælp til vanding, og især når andre skal passe drivhuset i ferien.
Husk en gang imellem at stikke en hånd i jorden, og mærk om der er tørt længere nede.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *