Tomatplanter til drivhuset – så selv eller købe færdige?

Skal man selv så sine tomatplanter til drivhuset, eller er det bedre at købe færdige?

Hvis man vil starte sine tomatplanter fra frø kræver det meget gode forhold, især skal man kunne styre lyset, ellers får man bare planter i metermål, og de kan ikke bruges til noget. En god vinduesplads, og når forårssolen titter frem kan man flytte dem ud i drivhuset om dagen, og ellers holde dem inde, tomatplanter tåler ikke ret godt temperaturer under 13 grader. Køb noget ordentligt frø, man kan godt få planter ud af frø fra sidste års tomater, men udbyttet er ikke det samme, især ikke hvis man dyrker F1-hybrider.
Så kun et frø i hver potte, de små planter har ikke godt af at blive plantet om.

Når en tomatplante plantes ud har den faktisk dannet blomsteranlæg til de fleste klaser, det skal du især tænke på, hvis du køber færdige planter. Det kan ikke betale sig at spare 10 kr pr plante, og så få noget, der aldrig bliver til noget. Du skal hen i et ordentligt plantecenter og vælge kraftige planter, hvor den første klase blomstrer. En plante, der en gang har været tør, kan aldrig blive til noget, det sker ikke et sted, hvor de står på borde med vanding. Det sidste, du skal se efter, er undersiden af bladene, er der hvide fluer? Små hvide insekter, der flyver når planten rystes lidt – så skal du finde et andet sted at købe.

Du kan også bare gøre som jeg: så nogle tomater i begyndelsen af marts, og gør dit bedste. Når det er tid at plante i drivhuset kan man købe nogle gode planter, og supplere op med dem, man selv har lavet. Det giver en længere sæson, fordi de planter, man selv har sået, kommer lidt senere.
Er der overskud af egne planter så find en lun plads i haven til resten.