Tidlige sukkerærter i drivhus

Ærters blomstring er afhængig af daglængden, så sidste år begyndte de tidlige sukkerærter ikke at blomstre før de var en meter høje, det skal der laves om på i år.

Sukkerærter blev sået i let fugtig spagnum i en klar affaldssæk, de spirer i løbet af en uges tid – alt efter temperaturen. Når de første spirer viser sig i overfladen skal såbakken ud af sækken og stilles på den, det skete udendørs, for det sviner lidt.

Måske står der på posen, at ærterne skal lægges i blød i vand før såning, det skal man ikke gøre, hvis der er en enkelt syg ært spreder det sig til de andre.

Når de har fået blade og er 10-12 cm høje skal de plantes ud i drivhuset.

Nogle planter blomstrer ved lang dag, andre ved kort dag og nogle er ikke påvirket af daglængden. Man taler om daglængde, men det er i virkeligheden nattens længde, der betyder noget.

Der skal stærkt lys til at lave fotosyntese, men de processer, der påvirkes af daglængden, er meget følsomme og kræver svagt lys. Så en enkelt hvid LED til 2 kr burde være nok til at sætte dem i blomst.

Når de er en halv meter høje skal der lys på dem, 3-4 timer fra solnedgang – det bliver spændende at se resultatet, mere herom senere.