Måling af lys i drivhuset

Dette er ikke om µmol lys, eller Watt, og slet ikke om lumen, men blot det at måle, om solen skinner eller ej, og hvor meget. Det lyder simpelt, men somme tider er tingene ikke så lette.

Slow Gardening, dyrkning i drivhuset om vinteren, er forholdsvis nyt i Danmark. Der er for lidt viden om hvad der kan dyrkes hvornår, og hvordan det trives. Derfor er jeg ved at starte et projekt, hvor der måles temperaturer og lys i drivhuset, samtidig med at væksten registreres. Det skar i samarbejde med Spirekassen, hvor man kan få frø til Slow Gardening

Lys kan måles med forskellige sensorer koblet til en Arduino. Det mest almindelige er LDR, lysfølsomme sensorer, de har den skavank, at de ændrer sig med tiden, og det er ikke smart.

Så er der forskellige små trykte kredsløb med en sensor, for dem alle gælder, at de ikke egner sig til at komme udenfor, og en stor del af dem kan heller ikke klare direkte sollys.

LED, kender mange som  vækstlys – men hvis man vender plus og minus på en lille LED genererer den en svag strøm, som skal forstærkes ca. 100 gange for at kunne måles. Jeg har prøvet med 2 transistorer, og også en såkaldt operationsforstærker, men målingerne svinger for meget til at de kan bruges.

Så må der Googles lidt mere, og et af forslagene er et lille solpanel, og sådan et havde jeg i skrammelkassen fra et billigt havelys. Det giver ca. 18,5 volt i direkte sol, og nul, når man lægger hånden over. Den analoge indput på en Arduino må ikke få mere end 5 volt, så jeg lavede en spændingsdeler af en 2,2 Kohm og en 1,0 Kohm modstand i serie mellem de to ledninger fra solcellen – regningsmæssigt passer det ikke, men modstande er ikke helt nøjagtige. Du kan læse om spændingsdelere på Google, det er dog ret langhåret, du kan også lege lidt med en beregner, den brugte jeg.

En analog input på Arduino må ikke være over 5 volt, og det skal være jævnstrøm. Signalet bliver digitaliseret, lavet om til en værdi mellem 0 og 1023, og hvad kan man så bruge det til? Det kan bruges til at måle hvor meget solen skinner, og om sommeren kan man bruge det som basis for automatisk vanding.

DMI er der noget, der hedder Borgervejr. Sæt et flueben ved DMI-målinger og find en station med måling af solindstråling nær dig. På en dag med skyfri himmel kan du notere hvad den hjemmelavede måler siger, og hvad DMI siger, hver time. Så skal man finde den matematiske formel mellem lysmåleren og DMI’s målinger, og så har man en ret nøjagtig måler for solindstråling, i Watt pr. kvadratmeter. 

Da der er tale om sollys kan det omregnes til µmol, men den kan ikke bruges til at måle LED med, da de ikke sender på hele spektret. (Så sneg der sig alligevel lidt watt og µmol ind!).

Når jeg er kommet videre med mit vil jeg lave en kogebog, også til beregningerne….