Så er tomaterne ryddet og vinterdyrkningen på vej

Man kan have tomater langt ind i efteråret, og de får farve, men ingen smag, så jeg foretrækker at rydde dem og komme videre. Jeg dyrker i bede, og al komposten er nu skiftet til den varmebehandlede flis. Den er ikke så omsat som jeg troede, men den har hele vinteren til at blive klar til næste sæsons tomater.

Det første år brugte jeg selvvandingskasser, der stod rundt langs væggen, så der var plads til bord og stole. Det med at sidde i drivhuset er en times tid en gang i februar, ellers er det for koldt eller varmt, og tomaterne på ydersiden af planterne kan man ikke nå, og selvvandingskasser giver for meget vand og for lidt smag, så nu er der bede som man kan komme til på alle sider. Billedet er taget i døråbningen, og der er et stykke vej at gå til det fjerneste hjørne.

Vinterdyrkning

I det første bed til venstre er der storblomstret chrysanthemum, plantet ind fra friland. De normalt blomstrende står stadig på friland, og de er en meter høje.
Beddet til højre er en rodebunke af mange slags stiklinger.
Det midterste bed er til overvintring, der er en glasplade mellem de bageste støtter. Senere kommmer pelargonier og alt det andet ind, der kommer elektrisk varme, styret af en computer, og plast dække.
I det bageste bed skal der plantes jordbær ind langs kanten, det er lidt for tidligt endnu. I midten kan der komme spidskål og salater. De foregående år har jordbærrene været i altankasser, men det er for besværligt at vande.

De hvide slanger i bedene er vandingen, slangerne er i fødevarekvalitet.

For mig er vinterhalvåret lige så spændende at dyrke i som sommeren, den største udfordring er, at jeg aldrig kan få drivhuset gjort rent, for der er planter i det hele tiden…..

Vinterdyrkning i drivhus uden plantelys

Kan man dyrke i drivhuset om vinteren uden plantelys? Sommerblomster kan jo ikke tåle frost, så det bliver vel dyrt i opvarmning?  Ikke nødvendigvis, i hårde vintre med lange perioder med 15-20 graders frost går det nok ikke, men hvad med at tage chancen?

Som tidligere beskrevet har jeg en lille plantekuvøse, blot en ramme med løst plast, der bliver taget af i milde perioder og varme dage. Med 25 Watt kan der holdes en forskel på 5 grader mellem plantekuvøse og drivhus. Og det skal lige slås fast, at der er samme temperatur i drivhuset som udenfor.

Trives planterne så?

Her er plantekuvøsen, ret primitiv, blot et stativ hvor plastikken kan trækkes over. Ole’s Pelargonium, i midten blomstrer, så der er overskud.

Et nærbillede af en Spansk Margerit – hvis de skud bliver til stiklinger er der rigeligt til haven.

I den modsatte side står en almindelig Margerit, den er også fuld af stiklinger. De hvide blomster er en Bacoba, den blomstrer bare.

Ærterne ligner noget, der trænger til et par pinde, de står lidt for sig selv, uden varme – vi spiser bladene i salat.

Salaten begynder så småt at sætte farten op, jeg klipper blade af, det ses på de bageste. Imellem salaten er der små dildplanter, og helt til venstre et glimt af jordbær i altankasser. Der er ikke varme på salaten, og de har haft 6 graders frost i drivhuset.

Plantelys

Der kommer ikke meget lys gennem plast, men alligevel ser de ud til at trives. Jeg har reserveglas til drivhuset, og de skal bruges i en bedre plantekuvøse, der også skal bruges til tidlig udplantning af tomater.

Indtil nu vil jeg hellere bruge lidt strøm på varme, end på plantelys – også fordi det man kan købe er for dyrt og giver for lidt lys. Skulle der nu være en forhandler, der føler sig provokeret, så kom gerne med spektrum og PAR-målinger, så kan vi tage den derfra, og gerne i fuld offentlighed.

Planter i plantekuvøse i drivhuset om vinteren – så blev det frostvejr

Plantekuvøsen har fungeret i en god måned, men da det har været en mild vinter har den kun været i drift nogle få timer. Den 4. januar 2017 kom vinteren sidst på dagen, med temperaturfald fra 4 til -2 grader og en strid blæst.

Temperaturen i drivhuset faldt hurtigt, godt hjulpet på vej af kraftige snebyger.

Dato Tid Temperatur

i drivhuset

Temperatur i plantekuvøsen Jordtemperatur i drivhuset Temperatur i luft fra jord
4/1 14:52 3,94 5,19 6,05 6,56
15:51 1,71 4,00 6,00 4,71
5/1 8:44 -2,25 3,00 5,44 5,13
8:51 -2,12 3,06 5,44 4,56

 

Næste morgen blev blæseren startet, det er dog ikke helt smart at tage den kolde luft fra drivhuset, det var bedre at tage den fra plantekuvøsen, men det er jo ikke meget opvarmning, man får, så jeg vil beholde systemet som det er, og så kun bruge det til at lagre varme i gulvet, når solen skinner.

Når temperaturen er under 5 grader i plantekuvøsen tændes for et 25 Watt varmelegeme, og under 3 grader endnu et. Om morgenen den 5. var der kortvarigt tændt for nr. 2 varmelegeme ca. hvert kvarter, så 25 Watt kan næsten holde en temperaturforskel på 5 grader fra drivhus til plantekuvøse.

Det lyder måske mærkeligt at måle temperatur i et hobbydrivhus med 0,06 graders nøjagtighed, men sensorerne gør det og er ikke dyrere end andre systemer, de hedder DS18B20, og du kan læse mere om dem på min nørd-hjemmeside Plantevejledning

4 slags salat til jul

Ikke julesalat, men alligevel 4 slags salat til jul. Det blev startet for 2-3 måneder siden, og man kan stadig nå det, ikke til jul, men fin salat i det tidlige forår. Så det inden døre, ikke for varmt, og plant ud i drivhuset når planterne er kommet igang.

Til højre er der hovedsalat, sorten Attraccion, men alle sorter kan sikkert bruges.

Til venstre er det en Iceberg type, sorten Elyburg. Den er lidt grovere i bladene.

Begge salater stammer fra Thompson & Morgan.

Den 3. salat er ærteblade, de smager som ærter, og det er ikke så ringe endda. Kan ikke huske sorten, og det er heller ikke vigtigt.

Den 4. salat er vinterportulak, den smager ikke af så meget, men ser lovende ud. Frøet er fra Bjarne’s Frø.

Jeg ved fra tidligere år at Iceberg-typer kan tåle frost, og det kan vinterportulak’en sikkert også. Det har endnu ikke været frost i mit drivhus, og der er ikke lys, men det er sjovt at se hvordan det gror efter en solskinsdag.

Jeg høster ikke planter, men klipper blade af. Hvis vinteren er mild kan der produceres temmelig meget fra midten af februar.

Salat er måske den eneste grønsag, hvor formen ikke betyder noget, en lang ranglet plante i en vindueskarm er lige så fin som mine.

Der er lidt gambling i det, det kræver en mild vinter, men indsatsen er begrænset til nogle få kroners frø.