Tomater, mange blomster men ingen frugter

Mange klager over manglende frugter på tomater, de blomstrer fint, men der sker ikke noget. Det kan skyldes mange ting, men her i forsommeren 2018 er der et par oplagte årsager.

Tomater er selvbestøvende, men støvet skal altså flyttes inde i blomsten, det er humlebier gode til, men man kan selv hjælpe ved at daske lidt til snoren, der holder planten.

Temperaturen til tomater må ikke komme over 24 grader, og om natten skal den falde til under 18, men ikke for langt ned. Mit drivhus har åbne vinduer og dør, og alligevel er temperaturen omkring 30 grader lige så snart solen er på, og der mangler omkring halvdelen af frugterne. Det kan ikke være anderledes med al den sol. Skygger man for meget med kridt er det også et problem, for der skal lys til for at lave tomater.

Vandmangel er den anden. oplagte årsag. Selvfølgelig vander vi vores drivhuse, men prøv at mærke på toppen sidst på dagen, den er ofte lidt slap, og det betyder vandmangel i blomsterne og dermed dårlig befrugtning.

Så åbne vinduer og dør, vand morgen og midt på dagen, hvis du kan, og så må vi glemme de manglende tomater og fryde os over dem, som kommer, for de er altså fantastiske….

Så er der rod på tomatstiklingerne

Tomat har let ved at slå rod, de stiklinger, jeg satte i vand for en uge siden, har nu små rødder eller er lige ved at få det.

Rødder dannet i vand er meget skøre, og brækker let af. De fungerer heller ikke rigtigt, da de ikke danner rodhår. Rodhår er de enkelte celler på rodens overflade, der vokser ud i en lang pølse og dermed øger rodens overflade mange gange.

At sætte stiklinger i vand kan være en måde at komme igennem den kritiske overgang indtil der er rødder, men så skal de også i spagnum.

Her er de sat inden for en havedør, så de får masser af lys og kan begynde at gro.

Strengt taget er det noget skravl, og de skal kun bruges til at lave sideskud, der så er den kommende tomatsæsons planter – jeg glæder mig.

Så er tomatsæsonen startet – i et syltetøjsglas

Egentlig startede tomatsæsonen i efteråret, med 4 sideskud i 2 potter. De har så groet hele vinteren i vinduet og er blevet lange og blege. Næste tomatsæson startede med at klippe stænglerne i stykker og sætte dem i vand i et syltetøjsglas.

De ser noget pjevsede ud, men bare vent til forårssolen kommer….

Sorten er Sungold, den er F1 og derfor overvintrer jeg den som planter.

Hvornår skal man rydde tomaterne

Der er stor forskel på sorterne, men generelt skal man vente med at rydde tomaterne til de selv siger til.

Jeg har 3 sorter: Blomme, cherry og Sungold, de 2 første modner ikke mere medens den sidste stadig giver et væld af tomater, som man kan se.

Jeg topper ikke planterne, men sænker dem i snoren. Det giver så noget roderi med stænglerne, der slår rod, men det bliver planterne bare bedre af.

Omkring begyndelsen af august lader jeg et sideskud fra bunden af planten vokse, så det efterhånden erstatter planten, det giver en god portion tomater i disse uger.

Døren til drivhuset står åben døgnet rundt, og der er hverken kartoffelskimmel eller gråskimmel.

img_8083

Til næste år skal jeg kun have Sungold. De smager fantastisk, men revner let. Det med revningen kræver en meget jævn vanding, og det er på beddingen.

img_8090

Jeg køber frø af Sungold hos Thompson & Morgan.

Skimmel, kartoffelskimmel på tomat i drivhus

Mange klager over skimmel på tomater i drivhus, og ud fra billeder og beskrivelser ser det ud til at være kartoffelskimmel, men skimmel er en generel betegnelse for mange svampesygdomme.

Kartoffelskimmel skyldes svampen Phytophthora infestans, en svampesygdom, der angriber alle planter i kartoffelfamilien, og dermed også tomat. Detaljerne i sygdomsforløbet er meget interessante, men uden betydning for drivhuse.

Hvorfor er der mange angreb i drivhuse i år?
Kartoffelskimmel er meget afhængig af vejret, køligt, regnfuldt vejr fremmer sygdommen i kartoffelmarker, og det er smitstof herfra, der inficerer tomater i drivhus.
Samtidig er kartoffelskimmel blevet mere aggressiv i de sidste 10-15 år, og en ny type af kartoffelskimmel betyder, at der nu kan være jordsmitte.

Hvordan overføres sygdommen fra år til år?
Primært med angrebne læggeknolde, men sygdommen udvikler sig så voldsomt under de rette forhold, at een inficeret plante er nok til at starte hele epidemien.
Syge tomatplanter kan teoretisk smitte året efter, hvis de komposteres, men udvikling af kartoffelskimmel fra kompost og smittet jord kræver, at et blad ligger på jorden og at jorden er vandmættet i næsten et døgn.

Kan frø af angrebne tomater smitte?
Både ja og nej, fugtige frø fra angrebne tomater bærer alle sygdommen, men bare de lufttørres dør smitten. Det kan dog ikke anbefales at prøve, men fordi planten er smittet kan man sagtens tage frø fra sunde tomater.

Er skimmel på kartoffel og tomat den samme svamp?
Ja, man kan finde meget på nettet, men der er tale om den samme svamp.

Kan man sprøjte mod kartoffelskimmel?
Ja, hvis du er landmand, men det kræver specielt meteorologisk måleudstyr for at finde det rette sprøjtetidspunkt, og de midler, der bruges, er giftige og må ikke bruges på tomater, så man kan ikke sprøjte tomater.

Hvad gør man så med kartoflerne i haven?
Når angrebet starter med sorte, døde blade, skal man straks klippe toppen af så knoldene i jorden ikke smittes og rådner.

Hvorfor får man angreb i drivhuse?
Det lidt hårde svar er, at det gør man ikke. Kartoffelskimmel i drivhuse skyldes for høj luftfugtighed og manglende udluftning.
Der må ikke være for mange planter, blade under klaser med modnende tomater skal klippes af, og der skal være luft på. I mit drivhus er det ene vindue uden automatik og har stået åbent døgnet rundt siden begyndelsen af juni – det gør døren også, og jeg har ikke angreb.

Selv om der udluftes kan det gå galt, hvorfor kan du læse om her.

Der er en svamp, der hedder gråskimmel, hvad er det?
Det er noget helt andet, men effekten er den samme, så udluftning, udluftning, udluftning..

Rodtemperaturens betydning for tidlige og sene tomater

Når vi taler om temperaturen i drivhuset mener vi lufttemperaturen, men jordtemperaturen er faktisk mere vigtig. I hovedtræk reagerer tomater sådan på temperaturen:

Temperatur og rodvækst hos tomat

Hos unge tomatplanter er rodvæksten optimal ved 25-30 grader, når de er ældre end 4 uger er det 20-25 grader. Ved en jordtemperatur på 15 grader hæmmes røddernes vækst.

Temperaturer og vegetativ vækst hos tomat

Væksten af planten tiltager når rodtemperaturen stiger fra 10 til 25 grader. Hvis rodtemperaturen er 10 grader stopper plantevæksten selv om lufttemperaturen er optimal.

Temperatur og frugtsætning hos tomat

Tomater bryder sig ikke om temperaturer over 35 grader og giver dårlig frugtsætning, mellem 18 og 25 er optimalt, under 13 giver færre og misdannede frugter.

Hvad betyder det

Ved rodtemperaturer under ca. 15 grader vokser og fungerer rødderne meget dårligt, og det viser sig ved at hele planten går i stå, danner store blomsterklaser, men ingen frugter.

Husk, at tomater er startet som blomsterdannelse 4-5 uger tidligere end modning, og det er temperaturen i denne periode, der giver det færdige resultat.

Hvad kan man gøre

I et “normalt” drivhus – ikke ret meget. Elektrisk opvarmning af jorden kan bruges til tidlige tomater, men varmelegemet må altså ikke komme over 35 grader, så det kræver god styring.

I mit drivhus er der solfanger, der lagrer overskudsvarmen om dagen i gulvet. Lufttemperaturen om natten er ikke højere en udenfor pga det meget store varmetab gennem glas. Alligevel er der en tydelig effekt på tidlige tomater og stangbønner, og det skyldes den højere jordtemperatur.

Her i begyndelsen af august nærmer jordtemperaturen sig de 15 grader i drivhuse, og i perioder med gråvejr går den under. Det ses på planterne, og det er synd, for der er jo stadig lys nok til en god efterårsproduktion.

Skal toppen af tomatplanterne

Tomatplanterne når taget af drivhuset, og hvad så. Klipper man toppen af stopper planten, men hvad kan man så gøre?

Mine tomatplanter er lidt ranglede i år fordi der har hængt altankasser med drivjordbær over dem. Den første klase på 2 af planterne blev først sat i 80 cm højde. Løsningen var let: de byttede plads!

IMG_7703

Jeg bandt snorene i toppen op, forlængede dem og byttede om på dem. Nu ligger det nederste af stænglerne på jorden, som er kompost, og den ene har allerede slået rødder. De nederste blade skal skæres af – de skulle de nu alligevel.

Tomatplanterne kan vandre rundt i drivhuset på den måde: når en klase er høstet skal den tomme klase og bladene under den skæres af, snoren forlænges og flyttes fremad, så toppen sænkes.

Løft lige i snoren før du prøver, en tomatplante i fuld bæring er altså ret tung…

 

Overvintrende tomatplanter

Da tomatplanterne blev ryddet i begyndelsen af november var der kun et par måneder, til der skulle sås nye, så hvorfor ikke prøve at overvintre nogle små planter.

Det er sorten Sungold, en F1-hybrid, som man ikke kan tage frø af. Jeg tog nogle sideskud og satte dem i vand, og 14 dage efter var der masser af rødder. Planterne blev sat tæt sammen i en potte, og kom ind sammen med Pelargonier og Fuchsia.

IMG_7307

En lang periode med gråvejr ses tydeligt på planterne – det er noget tyndt skrammel. Bare vent, når forårssolen tager fat, så sker der noget. Jeg forventer en flok sideskud, der skal danne basis for de kommende planter i drivhuset.

Jeg glæder mig……