Så er der plantet tomater i drivhuset

De foregående år har vi haft meget solskin i det tidlige forår, så jeg såede måske lidt for tidligt. Tomatplanterne var 30 cm høje og begyndt at løbe, så de blev plantet ud i drivhuset i søndags, den 25. marts. I skrivende stund fryser det 2 grader, men tomaterne har det fint.

Det kan kun lade sig gøre fordi tomaterne står i et lille drivhus i drivhuset, en plantekuvøse. Den er opvarmet, dels af overskudsvarmen fra drivhuset, når solen skinner, og som ekstra sikkerhed lidt elvarme, ca. 40 Watt.
Elvarme er dyrt, men dette er styret af en lille computer, Arduino, der er programmeret til først at tænde for det når temperaturen er under 5 grader – det betyder også, at der bliver slukket for varmen lige så hurtigt de første solstråler kommer.

Og tomatplanterne? De ser ud til at klare det, de skal ikke stå så tæt, men lige nu er det nødvendigt.

Nu skal der sås stangbønner til drivhuset

I skrivende stund sner det, og stangbønnerne, der kom op igår, kigger ud på det gennem vinduet. Om et par dage skal de ned i plantekuvøsen, og så er der bønner i slutningen af maj.

Hvis du sår bønner skal de ikke sættes i blød først, det spreder bare bakteriesygdomme til dem alle. Så i letfugtig spagnum og efter en ugestid er de oppe.

I plantekuvøsen går det fint, tomaterne blomstrer, og de farvede ledninger måler temperaturen.

Sidste efterår såede jeg ærter i en potte, og vi har spist af bladene som salat i venternes løb. Nu vokser de stærkt, og blomstrer – det havde jeg faktisk ikke troet.

Temperaturer i plantekuvøsen

I går var en dejlig solskinsdag, en af de første, hvor temperaturen i drivhuset kom over 25 grader med åben dør.

Om morgenen var temperaturen i bundet af det højbed, som plantekuvøsen er lavet over, 8,75 grader og i toppen, 10 cm under jordoverfladen 10,81.

Ved 10-tiden steg temperaturen i plantekuvøsen over 25 grader, selv med blæser på og jeg tog derfor plastikken af.

Næste morgen var temperaturen i bunden af bedet 10,40 og i toppen 9,38.

Kimplanterne af tomat og agurk trives, men der er forsvundet 3 tomatplanter, ædt nedefra – der er forskelligt liv i kompost. Heldigvis har jeg dubletter i huset, så det går nok….

Så er der planter tomat og agurk i plantekuvøsen

Det er alt for tidligt at plante tomater i drivhuset, men i plantekuvøsen, med lidt elektrisk varme om natten, så går det måske.

Salat og ærter blev sået i drivhuset i efteråret, og vokser så det er en lyst. De varmekrævende, som tomat og agurk, kan ikke klare sig med 6 grader om natten og på gråvejrsdage, der skal mere til.

Plantekuvøsen er ca. 150 x 50 cm og 45 cm høj, fyldt med en blanding af kompost og spagnum. Ti cm over bunden ligger en varmetråd på ca. 12 Watt, og i luften en varmetråd på ca. 20 Watt.

På sydsiden er en glasrude og resten dækkes af et løst stykke plast, der kan tages af når solen skinner.

Kimplanterne gror, og uden for billedet står 2 tomatplanter, overvintrende Sungold.

Overvintringsprogrammet er ændret, så det nu styrer plantekuvøsen. Varmen tænder ved temperaturer under 15 grader, og går temperaturen over 20 grader i plantekuvøsen starter og blæser, der blæser køligere luft ind fra drivhuset.

Selve varmen kommer jeg tilbage til…..

Styring af temperatur i plantekuvøse inden for 0,12 grader

Mandag den 9. januar 2017 var det gråvejr og 3,35 grader i drivhuset. Plantekuvøsen er programmeret til at tænde første varmetrin, 25 Watt, når temperaturen er under 5,00 grader og slukke nå temperaturen er over eller lig 5,00 grader.

Temperaturen svingede mellem 4,94 og 5,06 grader, og det er lidt sært at styre temperaturen i et drivhus inden for 0,12 grader. Måleusikkerheden er 0,06 grader, så det kan ikke gøres bedre, selv om varmedoseringen kan gøres mere nøjagtig – den er ON/OFF via relæ, men kan gøres trinløs via en Mosfett, det man kalder Puls With Modulation.

Elektronikken og programmeringen findes på Plantevejledning.dk

Som tidligere skrevet tændes der 25 Watt under 5 grader, yderligere 25 Watt under 3 grader og under 1 grad er det slut med de fine fornemmelser – så tænder en varmeblæser på 400 Watt.

Planter i plantekuvøse i drivhuset om vinteren – så blev det frostvejr

Plantekuvøsen har fungeret i en god måned, men da det har været en mild vinter har den kun været i drift nogle få timer. Den 4. januar 2017 kom vinteren sidst på dagen, med temperaturfald fra 4 til -2 grader og en strid blæst.

Temperaturen i drivhuset faldt hurtigt, godt hjulpet på vej af kraftige snebyger.

Dato Tid Temperatur

i drivhuset

Temperatur i plantekuvøsen Jordtemperatur i drivhuset Temperatur i luft fra jord
4/1 14:52 3,94 5,19 6,05 6,56
15:51 1,71 4,00 6,00 4,71
5/1 8:44 -2,25 3,00 5,44 5,13
8:51 -2,12 3,06 5,44 4,56

 

Næste morgen blev blæseren startet, det er dog ikke helt smart at tage den kolde luft fra drivhuset, det var bedre at tage den fra plantekuvøsen, men det er jo ikke meget opvarmning, man får, så jeg vil beholde systemet som det er, og så kun bruge det til at lagre varme i gulvet, når solen skinner.

Når temperaturen er under 5 grader i plantekuvøsen tændes for et 25 Watt varmelegeme, og under 3 grader endnu et. Om morgenen den 5. var der kortvarigt tændt for nr. 2 varmelegeme ca. hvert kvarter, så 25 Watt kan næsten holde en temperaturforskel på 5 grader fra drivhus til plantekuvøse.

Det lyder måske mærkeligt at måle temperatur i et hobbydrivhus med 0,06 graders nøjagtighed, men sensorerne gør det og er ikke dyrere end andre systemer, de hedder DS18B20, og du kan læse mere om dem på min nørd-hjemmeside Plantevejledning

Vinteropbevaring i drivhus i plantekuvøse, strømforbrug på en frostnat

I går var det solskin hele dagen og stor udstråling om aftenen, så allerede ved 18-tiden var græsset frosset.

Planterne i plantekuvøsen var dækket af 2 lag tyndt afdækningsplast, og varmeenheden med blæser og varmelegeme startede ved 15-tiden. Der har været 25 Watt på hele natten.

Klokken 9 her til morgen var det tåget, og temperaturen i drivhuset var 1,44 grader. I plantekuvøsen var der 5,62 – altså en forskel på ca. 5 grader.

Der er 3 trin på varmen, men kun det første har været tændt. 25 Watt i  16 timer er 0,4 kilowatttime og dermed ca. 90 ører.

Elektricitet er den dyreste varmekilde i et drivhus, men vinder i det lange løb fordi det er let at styre, så det kun bruges når det er nødvendigt. Og så er der den sikkerhed, at hvis det pludselig bliver frost uden at det var meldt, så er man sikret.

Opbevaring af sommerblomster i drivhuset om vinteren

Sommerblomster, Pelargonier, Fuchsia osv tåler ikke frost og skal helst stå i en vindueskarm vinteren over. De fylder meget, efterhånden som der kommer flere forskellige til, og hvad gør man så?

Drivhuset er ikke en løsning, med mindre man finder en form for varme. Det kan hurtigt blive dyrt, men der er en mellemvej, plantekuvøsen, som du kan læse mere om her. Det drejer sig om et lille drivhus i drivhuset, elektrisk opvarmet og termostatstyret.

Jeg blev inspireret af Freddy og har lavet min egen udgave, på mange punkter mere primitiv, fordi styringen måske tog overhånd.

img_8226

Her er en tom ramme, hvor der dyrkes i om sommeren. Den sorte slange er en del af et varmelager i gulvet, hvor der gemmes solvarme, nu med luft i stedet for vand. Der måles temperatur i luften i drivhuset, i plantekuvøsen, i gulvet og i udblæsningen fra varmelageret.

img_8228

Varmeapparatet er køleren fra en bærbar, i den blanke firkant sidder 2 effektmodstande, der hver afgiver 25 Watt ved 12 volt.

img_8229

En løs bænk til planterne og et stativ, så de kan dækkes med plastic.

img_8232

En skøn blanding af lidt af hvert. Når vejret er frostfrit tager jeg plastic’en af, så de får mest muligt lys.

Styring

Styringen er et selvskrevet program i en Arduino mikroprocessor. Den styrer solfangeren og lagring af varme i gulvet, og sætter varme på om natten, i 3 trin, så der hverken bliver for koldt eller varmt. Indtil nu, i begyndelsen af december 2016, har der været frostnætter, men 25 Watt kan sagtens klare at holde det frostfrit, og så taler vi om 75 øre i døgnet.

De nærmere detaljer får du på min anden hjemmeside, Plantevejledning, i løbet af en god ugestid…..