Konsulent på Spirekassen

Jeg har indledt et samarbejde som konsulent på Spirekassen, en økologisk frøhandel, der ligger i Hårslev. Jeg kan hjælpe med prøvedyrkninger og rådgivning af kunder.

Hvorfor det?

Da jeg endelig blev færdiguddannet i 1979 blev jeg ansat på daværende Institut for Pesticider i Sorgenfri. Jeg afprøvede sprøjtemidler i landbrug med henblik på Anerkendelse, der var et kvalitetsstempel. Samtidig hjalp jeg Miljøstyrelsen med revurdering af pesticider.

Omkring 1990 skiftede jeg over til daværende Botanisk Afdeling, hvor jeg arbejdede med bekæmpelse af svampesygdomme i gartneri og frugtavl – uden brug af pesticider, eller via begrundede sprøjtninger. Fremavl, rensning af planter for skadevoldere, var en del af dette arbejde.

Fra 2000 fortsatte jeg dette arbejde i gartneriet PKM, danmarks største gartneri med 200.000 kvadratmeter drivhuse og en årlig produktion på ca. 22 mio potteplanter. På PKM er bekæmpelsen af skadevoldere baseret på biologisk bekæmpelse.

Når min familie og jeg i det daglige lever af økologisk mad er det på en solid faglig baggrund. Jeg har gennem årene fulgt en lang række sprøjtemidler, der blev lanceret som verdens frelse, men efter få år blev trukket tilbage, fordi der viste sig forskellige former for risici.

Hvad er spirekassen

Spirekassen er en økologisk frøhandel, se dig lidt omkring her.

Jeg har efterhånden oplevet en del, og er derfor kritisk, men har ikke fundet noget at udsætte på Spirekassen.

Jeg har fået en sending frø:

Forsendelsen kom i løbet af 2 dage, pænt og sikkert pakket ind. Der er frøbomber, ler/spagnum kugler med frø, bomberne skal blot lægges oven på jorden – jeg glæder mig til at se resultatet. Frøposerne gør et godt indtryk, der er en kort vejledning, og en ting, jeg især hæfter mig ved, er ID nummeret, der identificerer hvilket økologisk frøparti, frøet stammer fra.

Så jeg ser frem til et godt samarbejde og til at hjælpe med at kunderne får mest muligt ud af dyrkningen.