Nu blomstrer jordbærrene i drivhuset, og det er ikke for sent at prøve

Drivning af jordbær i drivhuset giver modne bær i slutningen af april, og hele maj måned. Det er ikke svært, myrerne sørger for bestøvning, så de skal bare vandes.

Mine jordbær står i altankasser, der hænger over tomaterne, og da tomaterne ikke er så store endnu, så går det nok – ellers er det et luksusproblem.

Begyndelsen var ikke for god, hjortene brød ind og gnavede jordbærplanterne helt i bund, men de har åbenbart groet nok i løbet af den milde vinter, så de dannede blomster.

Jeg har 4 altankasser med jordbær, og de plejer at give til Ellen’s morgenmad. Pas på med de lange altankasser, de er meget tunge at løfte op.

De 2 af kasserne blev først sat ind igår, den ene ses her i forgrunden, og de blomstrende i baggrunden.

Har du jordbær i haven så grav nogle planter op og prøv, store urtepotter kan bruges i stedet for altankasser.

Pas på med vanding, de bruger en del vand.

Formering af jordbærplanter

Jordbærplanter formerer sig selv, men dyrker man dem kun i kasser er det nødvendigt med lidt hjælp.

Jeg dyrker jordbær i altankasser, driver dem i det tidlige forår og har modne bær fra begyndelsen af maj. Når der ikke er flere bær bliver altankasserne stillet udenfor.

Udløberne slår rod i græsset, så jeg har stillet en kasse med spagnum for at få orden i tingene.

IMG_7807

Jordbær er også en balancegang, vil man have blade eller bær – derfor mangler planterne gødning, hvilket er tydeligt at se. De har fået gødning og ser betydeligt bedre ud idag.

Myrer viser vej til bladlus

En enkelt bladlus eller to er ikke til at få øje på, men myrer malker bladlus og de er lette at få øje på.

Et par bladlus kan på kort tid blive til mange og dermed et problem. Hvis de tages i opløbet er det hurtigt overstået, og myrerne viser vej.

IMG_76161

Her er det jordbær, der står i altankasser i drivhuset, og har store, grønne bær. En enkelt bladstilk med myrer er let at spotte, og så kan man alt efter temperament klippe bladet af eller bare mase bladlusene.

Så blomstrer jordbærrene

Jordbærrene fik en dårlig start, blev spist af hjortene sidste efterår, men er kommet stærkt igen de sidste par uger.

IMG_7577

De står i altankasser, og du kan stadig nå det – dog ikke modne bær til 1. maj.

Der er en lille sort prik i den nederste blomst, det er en myre, der går efter nektar. Jordbær skal bestøves for at give et ordentligt bær, og der er ikke mange bier lige nu. Så myrerne klarer den del, og de gør det godt.

Man avler ikke kilo i et drivhus, men friske bær på et stykke franskbrød er fruens favorit….

Hvad lærte jeg af drivhussæsonen 2015?

Sommeren 2015 var kølig, med ikke ret meget sol i juli men dejlig august og efterår. Det var den første sommer, hvor jeg fik lidt styr på drivhuset. Hermed mine erfaringen og tanker angående næste år.

Varmelageret
Cirkulationspumpen blev vendt, så vandstrømmen tager luftbobler med op til toppen, hvor der er en udluftning. Solfangerdelen blev hæftet til træstænger, så det ser pænere ud og der ikke er vulker, hvor luftbobler lukker for cirkulationen.
Styringen starter cirkulationen, når lufttemperaturen er højere end i varmelageret, det skal programmeres om, så cirkulationen også starter når lufttemperaturen er under 5 grader, så solfangerdelen ikke frostsprænger.
Det er i yderpunkterne af sæsonen, at der er glæde af varmelageret – stangbønner om foråret og salat om vinteren.

Skygge
Året før var det nødvendigt med kridt på glasset, dette år har vindruerne skygget så meget, at det ikke har været nødvendigt.

Dyrkningsmetode
Kapilærkasserne er skiftet ud med kasser i lærketræ, fyldt med kompost, det sparer på spagnum’en – dog er der ca. 5 cm spagnum i toppen for at hæmme ukrudtet i at spire.

Vanding
Drypvanding direkte på en lille pumpe har virket fint, styringen sker med en sensor, der måler fordampningen.

Vand
I 2015 blev 2 palletanke koblet til taget på huset, sammen med den mindre tank ved drivhuset kan der nu samles 2,5 kubikmeter regnvand. Fra at spare mest muligt på vandet må jeg nu af og til pumpe vand til æbletræerne for at få plads til det næste regnvejr.

Styring
Styringen sker med mikrocomputere programmeret i C+, til cirkulationspumpen en Arduino og til vandingen en Seeeduino Mega. Een af dem kunne sagtens klare det hele, men i udviklingsfasen er det lettest at have det lidt fordelt.
Et gennemgående problem er stadig start og stop af elektromotorer i cirkulationspumpen og vandingspumper – det genererer variationer i spændingen, som slår systemets display ud, selv om elektronikken er syltet ind i kondensatorer og optokopler.

Snegle
Er blevet et tiltagende problem. I løbet af vinteren skal der elektrisk hegn på siden af dyrkningskasserne – det bliver spændende at se, om det virker.

Kartofler
Fine kartofler sidst i april.

Jordbær
Modne jordbær fra 1. maj til lidt ind i juni, ca. en håndfuld om dagen.

Stangbønner
I juni og igen i september, pænt udbytte, men de gror vildt.

Tomater
De første tomater kan plantes ud tidligere end i 2015, så det skal prøves næste år.
Sungold er en orange tomat, der smager fantastisk, jeg har taget stiklinger til overvintring, da det er en F1, så den ikke kan frøformeres fra egne frø. Frugterne revner ret hurtigt efter modning, så man skal lige lære at plukke på det rette tidspunkt.
To røde tomater, Alicante og Marmande smagte ikke af noget, så de kommer ikke med næste år.
Der er købt frø af Sweet Aperitif og Capriccio til næste sæson.

Agurk
Gik over al forventning, har nok fået 70 agurker på 2 planter, og jævnt fordelt over sæsonen.

Vindrue
Til trods for at over halvdelen af klaserne blev klippet af så var der alt for mange, slutresultatet i omegnen af 30 kg. Til næste år skal den nederste halvdel af de blivende klaser klippes af, og der skal klippes på langs i siden, så der åbnes op ind til klasen.

Skadedyr og sygdomme
Der har ikke været skadedyr, selv om der er Hvide fluer i jordbærrene på friland. Det skyldes nok, at jeg slet ikke sprøjter, heller ikke med sæbe og lignende. Der er en del snyltehvepse af forskellig slags, og de gør nok arbejdet.
Larver af natsværmere, knoporme, var et stort problem sidste år, men ikke i år.

Af svampesygdomme har der kun været lidt gråskimmel sidst på sæsonen, men døren står også åben døgnet rundt.

 

 

 

Jordbær i drivhus

Jordbærrene har betydeligt flere blomster end sidste år, men de er senere på den. Sidste år fik vi det første røde jordbær 1. maj.

028

Jordbærrene står i altankasser på hylder, så de har ikke megen gavn af gulvvarmen. De kolde nætter den sidste månedstid har forsinket dem, til gengæld tegner det til at blive en fantastisk høst – vi glæder os.

Blomstrende jordbær i drivhuset

011

Der er mange blomsterknopper i jordbærrene, og så går det stærkt. Den første blomst er sprunget ud, 6. april 2015, så mon ikke der er modne jordbær til første maj?

Jordbær skal bestøves for at udvikle bær, og der er ingen bier endnu, men myrerne finder åbenbart noget i blomsterne, og så klarer de bestøvningen.

Ærter, kartofler og jordbær i drivhuset

De sidste dages sol har sat gang i drivhuset

022

Sukkerærterne er 10 cm høje og tegner rigtig godt. Foran står der en lille salatplante – begge blev startet indendøre.

023

Spandene med kartofler blev sat ned i drivhuset for 3 dage siden, de er nok klar midt i maj.

024

Og der er gang i jordbærrene, uh hvor man glæder sig.

025

 

Et lidt rodet billede, men sidste år anskaffede vi os en Camelia, nu bliver der 40-50 blomster, ikke dårligt.

Drivning af jordbær i drivhuset

Skal – skal ikke? Hvornår kan man sætte jordbærrene ind i drivhuset og hvad hvis de blomstrer for tidligt? Blomsterne tåler ikke frost, og de skal bestøves for at der kommer et ordentligt bær – det klarede myrerne fint sidste år.

001

Jordbærrene blev plantet i store altankasser i sensommeren og har stået ude hele tiden. Nu er de sat ind i drivhuset, 15. februar. Langtidsvejrudsigten lyder på mildt vejr, og det varer ikke længe før jeg sætter vand på solvarmeanlægget.

Drivning af jordbær i drivhus er ret let, og du kan stadig nå det. Grav nogle planter op og sæt dem i kasser eller store potter, så går resten af sig selv.

003

Der står 2 altankasser på gulvet og en på hylden, Ellen har pudset de visne blade af, så de ikke giver svampesygdomme. Planterne står i kompost, dækket med spagnum, så jeg slipper for det værste ukrudt.

Sidste år høstede vi de første modne jordbær 1. maj og hele måneden ud, det var ikke så ringe endda.

 

Drivning af jordbær i drivhus – starten

Sidste år havde vi jordbær i drivhuset fra 1. maj og måneden ud, 1-2 håndfulde om dagen, og det er slet ikke så dårligt.

Planterne står i (for) store altankasser, store urtepotter kan også bruges. Sorten har ikke den store betydning, mine er Korona. De skal plantes i august – september og stå på friland til det er efterår og temperaturen er nede på 10 grader, så skal de i drivhuset og udvikler så blomsterknopper i løbet af vinteren.

013

Altankassen blev fyldt 2/3 med kompost.

016

Der er meget ukrudtfrø i havekompost, så der blev dækket af med et lag ren spagnum.

 

020

Jeg har et lille stykke jordbærvildmark, hvor der var pasende planter.

 

022

Her er visne stængler og gamle blade fjernet, og så er det bare med at vente. der skal ikke gødes, men nok vandes en gang imellem.