Solfanger i drivhus, varmelager i gulvet

Så er der vand på anlægget, solfangeren er bygget om og cirkulationen vendt, mere herom senere. Varmelageret har holdt drivhuset frostfrit selv med 3 graders frost om natten.

Det er let at notere temperaturer i luften og varmelageret, og skrive dem ind i et regneark, men at få pæne kurver over i HTML er straks sværere. Her er 4 dage med sol og frost om natten.

graf 15 marts 15

Den nederste kurve er jordtemperaturen udenfor i 25 cm dybde, her er temperaturen 4-5 grader. Den mørkerøde er temperaturen i varmelageret under gulvet i drivhuset, målt i 25 cm dybde. Her er temperaturen mellem 8 og 12 grader.

Den øverste kurve er temperaturen i solfangeren, den ligger op til 6 grader over lufttemperaturen, og det kunne den ikke før solfangeren blev bygget om. Vandet i solfangeren går altså ned i varmelageret med 25 – 30 grader på en solskinsdag. Om morgenen når cirkulationspumpen starter kommer vandet retur med 8 – 10 grader, men i løbet af en times tid stiger returtemperaturen til 15 – 17 grader fordi varmen spreder sig langsomt i varmelageret.

Hvad kan det bruges til

Varmetabet fra et drivhus er meget stort, og temperaturen er kun 2 – 3 grader højere end normalt.

Planters vækst er meget afhængig af jordtemperaturen, og dyrker man direkte i jorden, eller som jeg, i højbede, så er der en tydelig effekt. Sidste år så jeg, at dyrkningskasser isolerer fra jordvarmen, og giver et dårligt resultat, så foreløbig tegner alt godt.