Willab Garden, Euroserre Maxi 4 drivhus, leveret med fejl

033

 

Det gik så fint, men se så her, et ordentligt hak i kanten af soklen, hvor glasset skal støtte imod. Skaden er sket efter maling, men før pakning, så der er noget galt med kvalitetskontrollen hos Willab Garden. I skrivende stund har det taget 4 uger at lave en ny, den er sendt fra fabrikken, men kan ikke spores på fragtbrevet.

I mellemtiden er tomatplanterne blevet til metervare, og den bedste tid af vækstsæsonen er gået.

Vi begår alle fejl – forskellen er, hvad vi gør når det går galt. Den, der er kommet til at ødelægge soklen, har altså været bange for de personlige følger og har forsøgt at dække skaden, i stedet for at komme igang med at udbedre den. Det tyder på et ledelsesproblem?

Gulvvarme, solenergi varmelagring i små drivhuse

Hvorfor varmelagring

Drivhuse får på solskinsdage så store mængder energi fra solen, at det er nødvendigt at åbne vinduerne om dagen. Efter en solskinsdag, om aftenen, er der brug for energi til at nedsætte luftfugtigheden, og på gråvejrsdage er det rart med et par grader mere i huset.

Den korte konklusion er, at der er brug for et system, der kan lagre energi nogle få dage – længere perioder kan ikke lade sig gøre på grund af drivhuses manglende isolering.

Hvordan kan man lagre energi i drivhuse

Min første tanke om et drivhus var et vægdrivhus på sydsiden af en garage, vi skal have bygget. Tanken var at lave væggen mod garagen i tykke betonsten, godt fastgjort til garagevæggen. Sådan et system er enkelt, det virker, og det kan ses i gamle drivhuse med muret nordvæg. Men det betød, at drivhuset kom efter garagen, og det kunne jeg ikke vente på.

Næste tanke var et fritstående drivhus med flisegulv, både for at samle energi i betonfliser og for at undgå kampen mod dræbersnegle når der dyrkes i jord. Med høje tomat- og agurkeplanter i huset er det nok begrænset, hvor meget sol der kommer på gulvet, og det tager lidt af fornøjelsen.

Søger man på drivhuse og opvarmning kommer der meget op, mange bruger tid og penge på petroleum og strøm. Noget af det mere fornuftige er  http://www.havenyt.dk/artikler/koekkenhaven/drivhuset/951.html
hvor solvarme lagres i jorden under drivhuset.

Mit formål er ikke at gemme varme til vinteren, jeg tror ikke på det og boblefolie i drivhuse giver problemer med svampesygdomme (gråskimmel), så nogle få dage er efter min mening nok, det kan også forlænge sæsonen.

Lidt regning

Varmekapacitet er den energimængde, der skal til for at opvarme 1 kg af et stof 1 grad, varmelagringskapacitet er det samme, men pr rumfang af et stof.
Vand har en varmelagringskapacitet på 4190 KJ pr kubikmeter pr grad, for tørt sand er det 1212 KJ (KJ er kiloJoule).
Laver man et overslag: sandet er ikke helt tørt, så værdien kan sættes til 1500 KJ, drivhuset er på 14 m2 og tykkelsen af sandlaget 30 cm, det giver 4,2 m3 sand. Hvis sandet kan opvarmes til 30 grader, og afkøles til 15 grader, så er energimængden 4,2 m3 gange 1500 KJ gange 15 grader = 94.500 KJ. Joule er en energimængde, for at få det ud i noget forståeligt kan vi antage, at afkølingen sker i løbet af 12 timer. En Watt er 1 Joule pr. sekund, og da 12 timer er 43.200 sekunder, er 94.500 divideret med 43.200 lig 2,2 KiloWatt.
Skulle den samme energimængde tilføres med strøm, svarer det til en varmeblæser på 2,2 KWatt i 12 timer, eller godt 50 kr strøm – og så er vi ovre i noget, som et lidt mere forståeligt.

Man skal ikke langt ned i jorden, før den bliver kølig, og jeg tvivler på, at jordtemperaturen kommer meget over 15 grader i 30 cm dybde, om sommeren. Samtidig tager overslaget ikke højde for, at jorden under sander også vil opgarmes og afkøles, så overslaget er minimumværdier.

Hvad betyder det

Marts måned 2013 var vinter med masser af sol, måske kunne jordvarme gøre, at der kunne dyrkes grøntsager. Om sommeren vil man måske sige, at der ikke er brug for varme om natten, men der er en masse luftfugtighed, der skal ventileres ud af drivhuset, så det vil give færre svampesygsomme. Om efteråret vil det helt klart forlænge sæsonen.

Udførelse

Der har været mange tanker, man kunne bruge kloakrør og en lille blæser, der drives af et solpanel (kan købes færdigt). Økonomisk var det rimeligt, men når den varme og fugtige drivhusluft bliver blæst ned i kølige rør, så kondenseres fugtigheden, og jeg kunne næsten lugte resultatet.

Næste trin var en form for slanger, og her kommer økonomien ind. Kobberrør og lignende koster formuer, nogle haveslanger kan gå op til 65 grader, og de kunne måske bruges, men hvad hvis de bliver bløde i varmen og trykkes sammen af jorden?
Resultatet blev 26 m PEX solenergirør til 300 kr i Silvan, mærket 95 grader. Man kan få gulvvarmeslanger til samme pris, men så skal man købe mange meter.
Foreløbig er halvdelen af røret i jorden, og resten skal op under taget og males sort – giver det ikke nok sætter jeg måske en solfanger op uden for huset.
Cirkulationen skal ske med en lille 12 volt pumpe til køling af computere.

Jeg har brugt en masse sand, det behøver man ikke, men vær opmærksom på, at hvis der dyrkes direkte i jorden er der grænser for hvor meget temperatur, rødderne kan holde til, og det vil give problemer med luftfugtighed om natten, da man nu har en varm og fugtig jord.

Styring

Nu kommer vi til det sjove. Styringen kan ske med et lille solpanel, der passer til pumpen, og så er man fri for strøm og elektronik.
Jeg planlægger at bruge en mikroprocessor i form af en Arduino, og temperaturfølere i jorden og i solfangerdelen. Når temperaturen i solfangedelen er højere end i jorden, skal pumpen køre. Samtidig skal der gemmes data for temperaturer og der skal styres andre ting i drivhuset – det vil jag vende tilbage til med flere detaljer.

Kartofler i spande – nu gror de

024

 

Det er 3 uger siden, de blev lagt, den sidste uges tid har de stået udenfor. Alt efter hvor de dyrkes  skal de nu have forskellig behandling:

  • I lejlighed skal de i et vindue, så de får så meget sol som muligt. Jorden skal holdes jævnt fugtigt, og de skal have gødningsvand næste gang de vandes. Har du slet ikke erfaring med plantedyrkning, så stik en finger helt ned i jorden, føles det tørt så vand med  2 deciliter vand. Hold dem så køligt som muligt, ellers bliver der kun top ud af det. De kan sagtens tåle et åbent vindue og direkte sol.
  • På altan og i have skal de bare blive stående, flyt dem op så de får sol, og ellers passes de som skrevet i første punkt, men om 1-2 uger stiger vandforbruget.
  • I drivhus skal de udenfor når det er solskin, og i overskyet vejr kan de holdes inde, men pas på toppen, hvis de vokser for meget har de det for varmt.

At dyrke kartofler er en balance mellem top og knoldet.
Mange førstegangs haveejere har fået en slem skuffelse, fordi kartoflerne fik for meget gødning og blev en meter høje – uden at give knolde.

Willab Garden, Euroserre Maxi 4 drivhus leveret

Er det ikke et skønt syn?
Er det ikke et skønt syn?

 

Vi blev ringet op onsdagen før den uge, drivhuset skulle leveres, med besked fra vognmanden, Skoog Åkeri, at det kom om mandagen mellem 12 og 15. Fredag fik vi en mail med flere detaljer, og om mandagen blev der ringet fra chaufføren, at han kom om en halv time.
Chaufføren spurgte, hvor drivhuset skulle bygges, og da jeg pegede ned bag sommerhuset begyndte han at gå rundt om vores hjørnegrund for at se, om han kunne stikke det ind nede i haven – det kunne dog ikke lade sig gøre.

022

 

Siden og taget på lastbilen blev foldet sammen, så kom der en kran ud og lidt efter var profilerne i luften. Der er ikke sparet på emballeringen. Kranen rækker 6 meter.

025

 

Så er glasset på vej.

027

 

Der blev slået lægter i jorden i hver ende af glaskassen og sømmet fast til kassen, så den ikke vælter – der er vel 7-800 kg i kassen.

028

Der var plads til at vende, men vejen er skadet pga et byggeri længere nede, så han bakkede stille og roligt tilbage. Jeg tilbød at gå med og hjælpe ham ud på hovedvejen, men det kunne han godt selv.

Alt i alt: betænksom levering, som jeg er meget tilfreds med.

Vand og vanding

Print og sæt på vandkanden.
Print og sæt på vandkanden.

Der er flere planter, der dør af for meget vand, end af for lidt!

  1. Vand fra hanen indeholder kalk, det gør regnvand ikke. Så længe man ikke kaster sig ud i avanceret plantedyrkning har forskellen ingen betydning – ud over at vand fra hanen pletter.
  2. Potter kan vandes fra oven eller fra neden, hvis der vandes fra oven skal der vandes igennem. Vandes der fra neden vil der ophobes gødning i toppen af potteklumpen pga vandets fordampning – det klares ved at vande igennem fra oven en gang imellem.
  3. Om sommeren tilsættes gødning – i perioder med varmt vejr højst halv mængde pga planternes større vandforbrug.
  4. Tøm vandkanden efter vanding – så bliver den ikke grøn indvendig.
  5. En plante, der hænger, har svært ved at blive til plante igen – du skal ikke købe planter et sted, hvor de ikke bliver passet ordentligt.

 

Kartofler i spande

2 uger efter lægning så spandene pludselig sådan ud - det går stærkt.
2 uger efter lægning så spandene pludselig sådan ud – det går stærkt.

 

Nu skal kartoffelplanterne have lys, hen i vinduet eller udenfor. De kan godt blive stående ude, de har de kun godt af, men pas på nattefrost, det kan de ikke tåle.

 

Kartoffeldyrkning i spande: på altanen eller som tidlige kartofler i haven.

Kan man dyrke kartofler på en altan? Ja, man kan fylde hele altanen med jord, eller nøjes med at dyrke dem i spande, så er det også lettere at tage dem inden døre hvis der kommer en frostnat.

Du behøver ikke egentlige læggekartofler, brug almindelige spisekartofler, de skal være uden råd, og på størrelse med et stort æg.
Kartoflerne skal forspire, og det skal ske lyst, ellers laver de lange spirer. De skal forspire mindst en uge, gerne i en vindueskarm.

Kartoflerne skal lægges i slutningen af april, er man dygtig og sportslig en måned før, og der kan lægges kartofler til lige efter Sct. Hans.

Start med ca. 10 cm spagnum i bunden af spanden, læg 3-4 spirede kartofler med spirerne opad, og fyld spanden op med spagnum. Hvis spagnum’en er let fugtig tilsættes en god kop vand, er den tør 2-3 kopper. Sæt spandene et sted, hvor det er lunt, men ikke for varmt, 15-17 grader er fint, og læg et stykke plastic løst over så de ikke tørrer ud.

Nu spirer og gror kartoflerne, når de kommer op skal spandene flyttes hen/ud i lyset, herom senere. Det tager ca. 60 dage at få en høst.

Husk, at hvis du ikke bruger alle forspirede kartofler, skal de smides ud, de kan ikke spises.

Gode, forspirede kartofler.
Gode, forspirede kartofler.

 

En kurv med forspirede kartofler og en spand.
En kurv med forspirede kartofler og en spand.
10 cm spagnum i bunden, og 3 kartofler.
10 cm spagnum i bunden, og 3 kartofler.
Nu er spanden fyldt op med spagnum, og så skal vi vente et par uger.
Nu er spanden fyldt op med spagnum, og så skal vi vente et par uger.

 

 

Euro Serre 14,1 m2 fra Willab Garden, en begyndelse.

I begyndelsen af april så det sådan ud, mulden var halvvejs gravet af, men så kom vinteren igen...
I begyndelsen af april så det sådan ud, mulden var halvvejs gravet af, men så kom vinteren igen…

Jeg har tidligere skrevet om, at der skulle fliser i drivhuset på grund af snegle. Derfor skal mulden graves af – muld og muld, det er sandjord, men lad os bare kalde det muld. Godt begyndt, men så blev det vinter igen.
I mellemtiden havde jeg fundet en hjemmeside med gulvvarme i drivhuset, drevet af solfangere. fidusen er, at hvis man varmer jorden op i drivhuset op kan det holde frostfrit det meste af vinteren.

Jeg tror ikke på det med frostfrit vinteren over, men hvis det kan holde drivhuset frostfrit om natten efter varme dage, så kan man starte sæsonen tidligere end ellers.
Princippet er, at der graves varmeslanger ned under gulvet, og solen varmer vandet i slangerne op. Jeg har kigget meget på slanger, for jeg vil ikke bruge en formue på anlægget. I Silvan fandt jeg en rulle slanger til solvarmeanlæg, slangen kan holde til 95 grader, og jeg fik 26 meter ret billigt. Meningen er, at noget af slangen skal i jorden, og resten skal males sort og trækkes under taget, en lille pumpe cirkulerer væsken og en mikroprocessor, i form af en Arduino, skal styre pumpen ud fra temperaturmålinger forskellige steder i slangen – mere om det, når jeg kommer så vidt.

Den første varmeslange ligger et spadesped dybere
Den første varmeslange ligger et spadesped dybere

 

Nu er alle slanger lagt på plads.
Nu er alle slanger lagt på plads.

En uge ind i april blev al jorden gravet af, og slangerne lagt ud. Det første stykke slange, i midten af huset, er lagt lidt dybere for at se, hvad der sker.

Der skal ca. 25 cm sand på varmeslangerne.
Der skal ca. 25 cm sand på varmeslangerne.

Det er hårdt arbejde, sandet graves ud fra en høj på den anden side af huset, så bliver den også rettet lidt ud.
Om en god uges tid skulle drivhuset blive leveret, og så bliver det spændende…

 

 

 

Gødning til planter

Planter får vand fra jorden og CO2 fra luften, og med lys og fotosyntese bliver det til sukker, der sammen med de øvrige næringsstoffer omdannes til alt det, en plante består af.

Planters næringsstoffer inddeles i:
Makronæringsstoffer: Nitrogen (N), Fosfor (P), Kalium (K), Calsium (Ca), Magnesium (Mg) og svovl (S)
Mikronæringsstoffer: Jern (Fe), Bor (B), Mangan (Mn), kobber (Cu), Molybdæn (Mo) og Zink (Zn)
Bogstaverne i parentes er næringsstoffernes kemiske betegnelse. Det siger vel sig selv, at makronæringsstofferne skal planter have meget af, og lidt af mikronæringsstofferne.

På blandingsgødninger står der f. eks. 20-3-10, det er gødnings indhold af kvælstof, fosfor og kalium, derfor kaldes den slags gødninger for NPK-gødning. Summen af procenterne er ikke 100, fordi der nødvendigvis er kemiske fyldstoffer, hvis Kalium findes i form af kaliumsulfat, så er sulfat-delen en slags fyldstof. NPK-procenterne fortæller lidt om, hvor meget man får for pengene, men der skal tages hensyn til, om der er mikronæringsstoffer med.

Planter har brug for alle de nævnte næringsstoffer, og det næringsstof, der er mangel på, begrænser væksten. Hvis der f. eks. er mangel på Magnesium hjælper det ikke noget af give mere af resten.
Jord og spagnum er såkaldte ionbyttere, de enkelte næringsstoffer bindes mere eller mindre alt efter hvor meget og hvilken slags ler, der er i. Det betyder, at gøder man med NPK 20-3-10, så oplever planterne det som 17-2,5-8 på een jord, og 16-1,7-7 på en anden. Så selv om planter har lidt forskellige behov for de enkelte næringsstoffer, har jeg svært ved at forstå begreber som Rosengødning og Plænegødning. Eneste undtagelse er surbundsplanter, men det er en historie for sig.

I praksis

Brug en blandingsgødning med mikronæringsstoffer, og uden klor. For en del år siden blev der udvikling en gødningsblanding på daværende Hornum Forsøgsstation, den er god og sælges idag under navnet Hornum Blanding.

Brug 1 promille gødning, dvs 1 gram gødning til 1 liter vand. Hvis man køber gødningen som pulver kan man lave en stamopløsning og så dosere derfra, men vær sikker på, at der ikke er uopløst gødning i stamopløsningen – tilsæt mere vand.

I perioder med fint vejr bruger planterne meget vand, så skal gødningen halveres.

Dyrker du i kasser med selvvanding vil der i løbet af sommeren ske en ophobning af de gødningsstoffer, som planterne ikke bruger. Det er derfor en god ide at skifte vandet midt på sommeren, selv om det er besværligt.

På grund af fordampning fra overfladen af spagnum vil der ske en koncentrering af gødning – vand med rent vand ovenfra en gang imellem.

 

Tomatplanter til drivhuset – så selv eller købe færdige?

Skal man selv så sine tomatplanter til drivhuset, eller er det bedre at købe færdige?

Hvis man vil starte sine tomatplanter fra frø kræver det meget gode forhold, især skal man kunne styre lyset, ellers får man bare planter i metermål, og de kan ikke bruges til noget. En god vinduesplads, og når forårssolen titter frem kan man flytte dem ud i drivhuset om dagen, og ellers holde dem inde, tomatplanter tåler ikke ret godt temperaturer under 13 grader. Køb noget ordentligt frø, man kan godt få planter ud af frø fra sidste års tomater, men udbyttet er ikke det samme, især ikke hvis man dyrker F1-hybrider.
Så kun et frø i hver potte, de små planter har ikke godt af at blive plantet om.

Når en tomatplante plantes ud har den faktisk dannet blomsteranlæg til de fleste klaser, det skal du især tænke på, hvis du køber færdige planter. Det kan ikke betale sig at spare 10 kr pr plante, og så få noget, der aldrig bliver til noget. Du skal hen i et ordentligt plantecenter og vælge kraftige planter, hvor den første klase blomstrer. En plante, der en gang har været tør, kan aldrig blive til noget, det sker ikke et sted, hvor de står på borde med vanding. Det sidste, du skal se efter, er undersiden af bladene, er der hvide fluer? Små hvide insekter, der flyver når planten rystes lidt – så skal du finde et andet sted at købe.

Du kan også bare gøre som jeg: så nogle tomater i begyndelsen af marts, og gør dit bedste. Når det er tid at plante i drivhuset kan man købe nogle gode planter, og supplere op med dem, man selv har lavet. Det giver en længere sæson, fordi de planter, man selv har sået, kommer lidt senere.
Er der overskud af egne planter så find en lun plads i haven til resten.