Druer med hvidlig belægning

Hermed lidt om meldug, især på vindrue. Det er min almindelige lærdom, et livs erfaring og nyt fra litterature. Hvis det ind imellem er meget fagligt er det til dem, der vil søge videre på nettet. Her kan man også finde billeder, jeg har heldigvis ingen…

Meldug

Meldug er en svampesygdom på planter. Svampen gror uden på planterne og kan kun gro på levende plantedele, og derved adskiller den sig fra de fleste andre svampe.
Meldug består af mange arter, der hver især angriber een eller flere plantearter. Derfor skal man have styr på hvilken art meldug, der er på en plante, før man begynder at gøre noget. Nogle planter angribes kun af een art meldug, andre af flere.

Er du forvirret? Hæng på, nu kommer det praktiske:

Meldug på vindrue

Meldug på vindrue skyldes svampen Erysiphe necator, synonym Uncinula necator. Svampen kan kun gro på levende plantedele, og den overvintrer i knopper eller som meget små kleistothecier, der spreder sporer om foråret.

Meldug på vin kan kun angribe vin og nært beslægtede: rådhusvin og Ciccus potteplanter. Det betyder, at har man meldug på agurkerne og andre planter, kan det ikke smitte til vinen og omvendt

Den spreder sig med sporer, svarende til planters frø. Sporerne kan inficere nye blade allerede ved 7 grader, men optimum er mellem 21 og 30 grader, hvor det går hurtigst. Ved 31 grader stopper nye infektioner, og 10 timer ved 36 grader dræber svampen.
Druer kan kun angribes de første 4 uger efter de er dannet, men sygdommen fortsætter med at udvikle sig.
Meldug danner ligesom andre svampesygdomme enorme mængder af sporer, og derfor er der kun begrænset effekt af at fjerne angrebne blade.
Hvis sporer af meldug kommer i vand, dør de i løbet af 6 timer. Det er også anderledes end andre svampe, der netop behøver vand for at kunne spire.

Bekæmpelse

Der er forskel på sorters modtagelighed, så søg på nettet før du køber en vindrue. Har man allerede en vindrue, og den har meldug, så er sagen mere alvorlig.

Hvis der er vinplanter med meldug i nabolaget, så bliver det en hård kamp!

Sprøjtning

Der er forskellige råd om sprøjtning, svovl, mælk, bagepulver osv. Hele meldugsvampen gror uden på planten, og er i sagens natur meget udsat.
Sprøjtesvovl bruges i vinmarker, det virker fordi svovlet danner en tynd hinde af svag svovlsyre, og det slår meldugsvampen ihjel. Før man bruger det skal man lige tænke på, hvad der ellers bliver ramt at svovlsprøjtningen, og som ikke har det godt med svovlsyre – jeg ville ikke bruge det inden døre.
Mælk i fortyndingen 10-50% bruges også, effekten er en blanding af mælkesukkeret, der fremmer den øvrige mikroflora, og den syre, der dannes fra mælkesukkeret. Jeg har ikke prøvet det, men det skulle ikke lugte som man kunne frygte.
Så er der flere sprøjtninger med enten bagepulver eller fortyndede gødninger, de virker ved at danne en tynd hinde af stærk opløsning, når de tørrer – noget som planten kan tåle, men ikke meldug.
Jeg har nævnt bagepulver i et forsøg på at fremme forståelsen, idet andre skriver om bagepulver, men det er en forkert oversættelse af det engelske baking powder, som på dansk er natron. Opskriften er: til en liter vand, en teske natron, en teske rapsolie og en teske opvaskemiddel, rystes og sprøjtes. Igen, tænk på hvad der ellers rammes, især rapsolien kan vel være et problem.

En del af effekten ved alle sprøjtninger er, at sporerne ikke tåler at blive våde.

Det er kun unge druer, der kan angribes, fra blomstring til de er 3-4 uger gamle, så det er her, man skal sprøjte.

Temperatur

Meldug tåler ikke temperaturer over 35-36 grader i mere end 10 timer. I Australien kan temperaturerne overstige 40 grader i flere dage, planterne kan holde til det, men det går ud over kvaliteten af vindruerne.
Har man problemer i drivhus eller havestue er det altså en mulighed at lade temperaturen gå op nogle dage i solskin – jeg har dog ingen erfaringer med det, men det lyder interessant.

Beskæring

Det nytter ikke meget at klippe angrebne blade af, det kan lyde mærkeligt, men man får ikke det hele med, og svampe danner store mængder sporer, så det gør ikke den store forskel.

En gammel vinplante med meldug kan måske reddes ved at starte med omhyggelig oprydning og rengøring sidst på efteråret. I beskæringstid, juleferien, skal den skæres tilbage til nogle få knopper. Om foråret skal der sprøjtes f. eks. med natronmidlet en gang om ugen, men pas på de nye, sarte blade, måske skulle man halvere styrken. Fortsæt med sprøjtning til druerne er 4 uger gamle, eller så længe man orker. Der er ingen garanti for fremgangsmåden, men alternativer er at fjerne vinen, vente et år og plante en ny med bedre modstandskraft.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *