Lysmåling med et lille solpanel

Et lille solpanel fra en af de billige havelamper er fint til lysmåling, men først skal man lære det at kende. Mit solpanel stammer fra sådan en havelampe, ca. 10 cm i diameter, og sikkert fundet i Netto. Det blev kasseret da myrerne havde fyldt det med jord og myrebo.

Her er indmaden fjernet, og solpanelet loddet til en ledning. Det hele er fyldt med silikone og limet til et vinkelbeslag, det skete i omvendt stilling, og derfor er limen løbet lidt ned.

Der er 5,5 meter ledning, og nu skal der måles, hvor meget strøm panelet laver. Det blev anbragt vinkelret på solen, kl 13-13:30 på en skyfri 15. oktober.

I den anden ende er ledningen midlertidigt koblet til et såkaldt breadboard, også kaldet fjumrebræt. Det har en masse huller, der er forbundet halvvejs tværsover, og man kan stikke modstande, transistorer og andet i, og forbinde dem med små ledninger.

Uden belastning gav panelet 19,2 V, (Volt), med belastning på 2,2K (Kiloohm, 2.200 ohm) eller 10 K var spændingen også 19,2V. Det skyldes, at solpaneler hurtigt når en vis værdi i volt, stiger lyset er det strømstyrken i Ampere, der stiger.

Arduinoen kan ikke tåle over 5V i den analoge input, derfor skal der laves en spændingsdeler.

I et elektronisk kredsløb med jævnstrøm er strømstyrken konstant i alle dele af kredsløbet, men spændingen falder med modstanden, efter Ohm’s lov:   Strømstyrke, A = Spænding, V  * modstand, ohm
Har man f eks 2 modstande i serie, efter hinanden, den ene på 10K og den anden på 5K, og der er sat 15V til dem, så kan man måle 10V over den store modstand, og 5V over den lille.

Jeg startede med en modstand på 10K efterfulgt af en på 2,2K, og målte 15,8V og 3,5V over modstandene. De 3,5V er lige lidt nok, så næste forsøg var med 10K og 4,4K, og gav 13,3V og 6,0V. 
6,0V er for meget, så jeg endte med 10K og 3K, med 14,8V og 4,5V, og de 4,5V er fint til at måle via Arduinoen.

Ud over at registrere, hvor meget solenergi der er , kan målingerne bruges til at styre LED-lamper i drivhuset, så de ikke er tændt i solskin, og til at styre vanding.

Fortsættelse følger…..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.