Ildsot, Erwinia amylovora, på æble

Ildsot er en bakteriesygdom, der angriber træer i kernefrugtfamilien, æble, pære, røn og tjørn. Bakterien hedder Erwinia amylovora, og i perioder med varme og regn kan sygdommen sprede sig ret voldsomt.

Ildsot kom til landet omkring 1970, i tjørnehegn på Lolland, og hegnene blev brændt ned af militæret med flammekastere. Det nyttede ikke noget, og da elmesygen kom prøvede man lidt i begyndelsen, men opgav hurtigt.

Ildsot var slemt for frugtplantager, for det var almindeligt at have tjørn omkring plantagerne, og tjørn er meget modtagelig og spredte sygdommen videre til frugttræerne.

Det typiske symptom er visne langskud, hvor spidsen er bøget og de visne blade stadig sidder på skuddet. Det kan forveksles med monilia, men monilia angriber typisk kortskud. I fugtige perioder kommer der dråber af bakterieslim på de angrebne grene, og sygdommen spredes herfra med regn. Over de store afstande er det fugle, der får bakterierne på fødderne og tørrer dem af på andre træer.

I skrivende stund har landet været gennem en slem tørkeperiode, og det er bestemt ikke vejr til ildsot.

Her står 4 æbletræer, Aroma og Pigeon, det mørke i midten er en rød hassel i baggrunden. Træerne ser godt ud, men går man tættere på er der et enkelt, en Rød Aroma, der ikke har det godt:

Der er mange døde skud, og umiddelbart ligner det Monilia, men bladene sidder på, og spidsen af langskud er bøjet, og endelig er der tydelig smitte til nabotræet, hvor de rører hinanden:

Det ligner ildsot, og træet er færdigt og skal væk før det smitter de andre.

Mange vil starte med at klippe det syge af, det må man ikke, for så er saksen inficeret og smitter når man klipper i sunde æbletræer.

Start med at klippe dybt i det sunde. I venstre side af denne afklippede gren er der et knæk, og der sidder de angrebne blade på nabotræet – så langt skal man klippe for at være på den sikre side, bakterierne spreder sig inde i grenen.

Når man er færdig skal saks og sav have en god tur med sprit, og for en gangs skyld kom træet ikke på komposten, men den kommunale.

Det kræver et laboratorium og dertil hørende uddannelse at stille den rigtige diagnose. Jeg lagde syge skud i en plastpose, og efter nogle dage var der ingen tvivl, det var ildsot og ikke Monilia.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.