Hjemmelavet varmekabel i drivhuset

Hvis Ohm’s lov ikke lige siger dig noget, så find noget andet at læse om på min hjemmeside. Strøm kan være farligt, selv om man er helt nede i lavvolt området.

Der findes varmekabler og varmemåtter til brug i drivhuse, og så er man på sikker grund. Er man nysgerrig, og gerne vil nøjes med at betale en tiendedel, så er der andre løsninger.

Dette er om mine tanker, og konstruktioner, og ikke en opfordring til at gøre ligeså.

Ohm’s lov

Ohm’s lov er meget enkel:

E = I * R

Sagt på en anden måde:

Spænding = Strømstyrke * Modstand

Eller:

Volt = Ampere gange Modstand

Det betyder, at en strømforsyning, hvor output er 12V og 2000mA (milliampere, = 2A) kan optimalt trække 6 Ohm modstand. Er modstanden meget mindre trækkes der mange Ampere, og strømforsyningen brænder sammen.

Den effekt, der trækkes, måles i Watt, og er Volt gange Ampere, strømforsyningen giver altså 12 * 2 = 24 Watt.

I Praksis

Varmetråden i brødristere osv. er Konstantan, en legering af krom og nikkel. Det har en høj modstand, og den er konstant over temperatur. Hos Conrad kan det købes i små portioner og forskellige udgaver.

Som varmekabel valgte jeg en NiCr-Konstantan med 5 ohm pr meter, til strømforsyningen vil 1,2 meter altså passe. Gør man det bliver tråden meget varm, og vil sikkert tænde ild i spagnum’en.

Der skal altså bruges en længere tråd, så modstanden bliver større og den resulterende Ampere mindre og dermed også effekten i Watt.

Jeg endte med at montere den ene ende af tråden fast, og bruge et krokodillenæb til at finde en passende længde, så tråden ikke blev varmere end der kunne holdes om den.

Det endte med ca. 2,5 meter, og 12,5 ohm. Nu trækkes der kun ca. 1 Ampere, og dermed 12 Watt, til gengæld fungerer det fint og bliver ikke for varmt.

Det er fristende at bruge en strømforsyning med mere end 12V, men det vil jeg ikke gøre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *