Fra flis til kompost

Jeg har en del hjemmelavet flis, ca en kubikmeter om året. Det stammer fra hegnet omkring haven og er en blanding af grene og blade. Normalt bliver det til kompost af sig selv, men ikke i år, hvor der er tørke.

Så jeg har prøvet en gammel teknik med vanding med salpeter – det brugte man i gamle dage med små halmballer i bunden af drivhuset, de kunne blive 70 grader varme, og når den værste varme var klinget af plantede man agurker ovenpå halmen.

Jeg lavede en ring, ca. 1 meter i diameter, af kyllingenet, 90 cm højt, og lagde ca. 10 cm tørt flis ind. Hvert lag blev vandet med 5 liter vand tilsat ca. en deciliter kalksalpeter, og sådan blev kyllingenettet fyldt med flis.

Siderne tørrede, så de blev dækket med en tynd presenning.

Efter 4 dage er temperaturen nu oppe på 50 grader, og det kan faktisk godt ende med at selvantænde – bliver det for varmt får det noget vand fra oven.

Kompostbunker har det problem, at de virker som et stråtag, de er helt tørre inden i, og der sker ingen omsætning. Nu overvejer jeg at holde det så tørt som muligt, og så stakke det om med salpetervand og tage varme. Ukrudtfrø og andet kan ikke holde til en temperatur på 50 grader i en uges tid, så måske kan det løse det store problem med ukrudt fra kompost.

Flisen skal bruges i drivhuset til næste år, og da jeg dyrker i bede vil det spare en del spagnum.