Fornyelse af agurkplanter

Her sidst på sæsonen ligner agurkplanter noget, man helst ikke vil vise frem. Bladene er slidt op og halvvisne, men alligevel kommer der en agurk en gang imellem.

Jeg har 2 agurkplanter, de er ca. 4 meter lange og går op over stativet og ned igen. Hovedstænglen har ingen blade og er kun grøn i toppen – eller hvad man kalder det, når den vokser nedad.

Både agurk og tomat har let ved at slå rod, så jeg gravede et lille hul, lagde stænglen ned i det og kom spagnum på. I løbet af en uges tid var der rod på stænglen. På billeder kommer stænglen ned fra venstre og op igen bagved – lidt overbelyst.

Resultatet ses bedst udefra, der er fuld knald på planten igen, så nu får vi lidt agurker sidst på sæsonen.

Der er ikke spindemider eller bladlus i drivhuset, det skyldes, at jeg ikke gør noget og derfor er der en fin biologisk balance.