Elektronik i drivhuset

Et drivhus skal kunne være alene hjemme, så man kan tage på ferie eller weekend – strengt taget skal det også passe sig selv til hverdag, ellers går det lidt op og ned med pasningen. Først og fremmest skal man kunne styre temperatur og vanding.

Temperaturen er det letteste at styre, og mon ikke alle har automatiske vinduesåbnere? De koster ikke meget, og kan suppleres med at lade døren stå åben i varme perioder. Det gør ikke noget, at der bliver lidt køligt om natten, det har planterne godt af.

Vandingen kan klares med et vandingsur på en udendørs vandhane og slange og drypvanding. Det er overkommeligt, men der vandes på faste tidspunkter, og uanset om planterne trænger til vand. Et drivhus bruger en del vand, mit på 14 kvadratmeter bruger 25-40 liter om dagen i solskinsperioder, og det bliver let til 5-6 kubikmeter på en god sommer.

Når vejret er enten sol eller gråvejr er det ikke så vanskeligt at vande, men skiftet mellem sol og gråvejr eller gråvejr og sol er et problem. Måske hænger planterne ikke, når solen kommer frem, men de kan alligevel mangle vand, og tomater får griffelråd og agurker springer et par frugter over. For at klare den situation skal der måles og reageres, og det kræver elektronik og programmering.

Ja, det lyder nørdet, men er sjovt, så hæng bare på. Kernen i det hele er en mikroprocessor på en printplade med forbindelser. En meget populær er Arduino, som koster ca. 200 kr. Der findes kopier til ca. 70 kr, og de kan fungere lige så godt. Arduino’en skal have strøm, og en strømforsyning koster omkring 70 kr og op. Så skal der sensorer til, som måler f eks lys og temperatur, det er typisk fra 10 til 50 kr stykket. Elektronikken samles på et såkaldt breadbord, der har huller og forbindelser, så der ikke skal loddes.
Arduino’en, og tilsvarende, kan måle strømstyrker f eks fra en lysmåler, eller et digitalt signal f eks fra en temperaturmåler. Via et program kan der gives en impuls til et relæ, der styrer større strømstyrker. Til de fleste ting kan man finde programmer på nettet, og efterhånden finder man ud af, at det ikke er så svært.
Man kan starte for omkring 500 kr – alt efter hvor tingene købes.Jeg handler en del hos el-supply.

Elektronik er noget med strøm, og her gælder Stærkstrømreglementet. Jeg har spurgt myndighederne flere gange, og det er svært at få et klart svar, men min konklusion er, at Stærkstrømsreglementet gælder fra nul volt. Det vil sige, at man strengt taget ikke må rode med 5 volt fra en Arduino, men underligt nok må man skifte en stikkontakt med 230 volt.

Hvad gør man så? Snak med en elektriker om at få lavet en udendørs stikkontakt i drivhuset og om, hvordan resten af elektronikken håndteres. Strømforsyning og relæer kan elektrikeren bygge ind i en kasse, så man blot skal sætte ledninger i.

I alt hvad jeg herefter skriver om går jeg ud fra, at det elektriske er i orden og lovligt!

I kommende blogs vil jeg skrive om forbindelser til og fra Arduinoen, hvordan man måler temperatur og jordfugt, lidt om programmering og styring af f eks et varmeapparat i drivhuset og det, jeg roder med lige for tiden, nemlig måling af vækstlampers lys i de forskellige farver.