Drivning af jordbær i luksusproblemer

Vi plejer at have modne jordbær fra begyndelsen af maj og sæsonen ud. De dyrkes i altankasser, der sættes ind i drivhuset.

Der er mange hjorte i området, og derfor er hele grunden (1500 m2) hegnet ind. Blæsten havde rodet lidt i hegnet, og vips, har der været en hjort inde og spist alle bladene på jordbærplanterne og roserne – mistelten kan de også godt lide.

Bladstilkene står og stritter, og der er gjort rent bord – det ser lidt komisk ud.

Det spændende er nu: hvor stor er ulykken? De blade, der er spist, var halvgamle. Nu kommer der nye, og de holder medens bærrene modner. Blomsteranlæggene er dannet, så selv om det ser lidt voldsomt ud, sker der nok ikke så meget.

Og hjortene? de er smukke dyr, som vi nyder synet af og som ind imellem giver os luksusproblemer…..