Bærende stativ til tomat og agurk i drivhuset

Tomat og agurkplanter bliver tunge i løbet af sommeren, og jeg synes, at drivhuset har nok i at bære vindruerne, så jeg har lavet stativer over bedene.

Stativerne består af 2 taglægter i hver ende og et forskallingsbræt 25 x 100 mm henover. Benene skræver ikke ret meget, så de er skruet fast i bedene for ikke at vælte.
Medens tomaterne er små kan der lige hænge nogle altankasser med jordbær, men hvis du gør det skal de være kortere end denne, den er meget tung.

Lægterne er skåret lidt i smig foroven og forstærket med en stump af samme bræt som det bærende.

De sorte slanger i baggrunden er solfangere til varmelageret i gulvet.

Et tyndere bræt på skrå, så det ikke vælter.

 

Bedene er 3 terrassebrædder høje, ca. 50 cem brede og 150 cm lange. På den måde kan man komme rundt om alle planterne – før var der bede langs siderne, og så er det lidt svært at plukke tomater.

Der er stangbønner på benene og Wasabi rukola med hvide blomster i forgrunden.

Ødelagte drivhuse i stormen Urd, stormsikring af drivhuse

Der er ødelagt en del drivhuse i stormen Urd, men kan man gøre noget? Her er en henvisning til en artikel om stormsikring af drivhuse af Freddy Wisler, der har hjemmesiden Planterogteknik hvor man kan finde mange gode ting om planter og drivhuse.

Freddy har bl a en grundig gennemgang af drivhuse og stormsikring, her er lidt af indholdet:

Der er ødelagt en del drivhuse i stormen Urd, men kan man gøre noget?

Ja –  det kan man, og det er faktisk hverken besværligt eller dyrt. Hvordan kan du læse her.

Problemet er skråstiverne. De er for smalle, der er for få, eller de ikke er fastgjort tilstrækkelig godt.

Gør andre opmærksomme på artiklen og start gerne en debat, så vi kan få mere stormsikre drivhuse.

Den fulde artikel kan du finde her.

 

Stormsikring af skråstivere i drivhus

I mit drivhus fra Willab Garden er der et aflangt hul i hver ende af skråstiverne. Det giver mulighed for at justere små unøjagtigheder, men giver også et problem i stærk blæst og storm, nemlig at skråstiveren ikke virker efter hensigten. Jeg formoder, at sådan er det i alle drivhuse.

img_8163

Uden møtrik kan man se problemet. Møtrikken kan ikke spænde så hårdt, at den kan holde til trækket når det blæser på drivhuset, så det er faktisk glasset, der holder drivhuset på højkant.

Jeg løsnede møtrikkerne i hver ende, trak nedad i skråstiveren og spændte møtrikken foroven – man kan selvfølgelig gøre det modsat.

Meningen er, at fylde hullet bag bolten med Plastic Padding, så det tager trækket. For at det hele ikke skal blive limet sammen smurte jeg med silikonefedt, især på gevindet på bolden, så møtrikken forhåbentlig kan skrues af igen, hvis det bliver nødvendigt.

img_8165

Her er der lagt en klat Plastic Padding bag bolten. Husk at bruge handsker, for det er noget giftigt stads indtil det er hærdet, og man skal arbejde hurtigt, for det hærdet på få minutter.

img_8167

En lille skive aluminium til at presse Plastic Padding på plads, og så spænde. Skiven drejede med rundt til sidst, det havde været pænere, hvis den flugtede med skråstiveren, men sådan blev det altså ikke.

Nu er drivhuset forhåbentlig lidt bedre stormsikret…..

Indretning af drivhuset

Man kan ikke både hygge og dyrke tomater. Jo, selvfølgelig kan man det, og det går fint med frokost i drivhuset i februar på en solskinsdag, men senere bliver det hurtigt for varmt.

Jeg dyrkede i højbede, der stod rundt langs kanten af drivhuset. Det gav plads til bord og stole, men som sagt, ikke om sommeren. Der var også et problem med at plukke tomaterne på ydersiden, og i det hele taget at passe planterne ordentligt med beskæring.

Så da tomaterne var ryddet blev højbedene tømt og flyttet rundt, så det nu ser sådan ud:

img_8106

Man går mellem de to første højbede, og rundt om de næste 2. I gavlen mod syd, længst væk, er der lidt ekstra plads til drivning af jordbær og plads til at plukke dem. Den hvide kasse er småplanter af salat, der skal i det sydligste bed til vinterdrivning. Det næste bed er til vinteropbevaring af planter, med elektrisk opvarmning. De 2 små ved indgangen er til tidlig dyrkning, med varme både i jord og luft – jeg glæder mig.

img_8107

Jeg bruger stativ til at bære tomater og agurker. Der er stadig lidt vindruer, og de sorte slanger er solfangere til gulvvarmen. Jo, jeg hygger mig…..

Hjælp til drivhuset

Tænker du på at få et drivhus, har du et drivhus, du ikke bruger eller har du bare fået et? Der er mange spørgsmål, og det kan være svært at få det praktisk stillet an.

Et drivhus kan næsten passe sig selv og alligevel give tomater, agurker og vindruer.

Jeg har længe haft lyst til at hjælpe, men det er også et vist ansvar at påtage sig, da jeg jo ikke kan springe fra halvvejs. Nu prøver jeg, men med et begrænset antal.

Jeg forestiller mig, at vi mailer sammen, du kan sende billeder af dit drivhus og planter og få svar og vejledning efter bedste evne.

Det sker på frivillig, venskabelig basis….

 

Solfanger til gulvvarme og varmelager i drivhus

Det gik lidt stærkt da jeg lavede solfangeren forrige år, 50 m tomrør blev hængt op i bugter og dal. Det så ikke pænt ud, men virkede. Effekten af varmelageret og gulvvarmen var tydelig, mindst en måneds længere vækstperiode i hver ende.

002

Ud over at det var meget lidt pænt at se på så var der luft i rørene, og det var ikke til at få ud pga de bugtede rør. Nu er der skåret lister af forskallingstræ, tomme gange tomme, sortmalet og med tomrørene på hver side, sat fast med kabelstrips.

004

Der er 6 lister med rør på hver side, håbet er at få luften ud ved at løfte dem i skiftevis hver ende.

Der er ikke fyldt vand på systemet endnu (11. februar 2015), men med en vejrudsigt, der lover slut vinter med enkelte undtagelser, så varer det ikke mange dage.

Drivhusduinoen, der styrer det hele, har fået ur og kalenderchip, herom senere. Sidste år startede cirkulationspumpen, når lufttemperaturen var et par grader varmere end varmelageret. Nu starter jeg så tidligt, at cirkulationspumpen også skal starte, når lufttemperaturen er under 5 grader, så pumpe og rør ikke fryser.

Stormsikring af i Willab Garden, Euroserre drivhus

Stormene i december 2013 tog et af de trekantede glas i gavlen på mit drivhus, det kostede ca. en tusse.

Ud over blæsten skyldes det en fejlkonstruktion af drivhuset. De trekantede glas sidder fast med gummilister på den lodrette og den skrå kant. Den vandrette kant forneden er slet ikke holdt fast, og den sidder 2 cm fra falsen, så glasset kan flagre ud og ind i blæsten, og efterhånden løsne gummilisterne.

Stormsikring af de trekantede glas i gavlene

Min løsning er ikke pæn, men effektiv. Glasset står på en afstandsklods, og på begge sider er der limet 2 afstandsklodser fast med silikone, og da det var hærdet kom der er rustfri skrue gennem den yderste klods og ned i profilen. Kondensvandet bag glasset skal kunne komme ud, ellers sker der vel grimme ting i frostvejr?

Glassene i taget bliver suget lidt op i stormvejr, og glider ud over den lave kant forneden og ned i tagrenden. Det er også en konstruktionsfejl, gummilisterne er ikke kraftige nok. Euro Serre har anbefalet mig at lime glassene fast med silikone på de nederste 20-30 cm, der er bare ikke let når alt er vådt. Desuden kan glassene ikke løftes så meget fri, at det kan lade sig gøre, og jeg orker ikke at tage alle glas ud og starte forfra.

Udvendig fugning af tagglas med silikone

Jeg har prøvet at løfte gummilisten forneden, tørre glas og profil godt, og fuge udvendig med silikone, og prøve at få det ned mellem glas og profil. Det er ikke let, og heller ikke pænt. Gummilisten kom først på plads dagen efter.

 Hvad siger Willab Garden?

Jeg er ikke den eneste, der har problemer med glas i stormvejr, nu må firmaet gerne komme med nogle forbedringer.

 

Willab Garden drivhus Euro Serre Maxi 4, i stormvejr

Mandag eftermiddag, 28. oktober 2013, drog et voldsomt blæsevejr over Røsnæs (og resten af det sydlige Danmark). I 4 timer var der fuld storm, og i halvanden time orkan, med højeste middelvind 39,5 m/s og højeste vindstød 50,3 m/s.

Vores drivhus mistede et af de trekantede glas i gavlen i vindsiden, det blev suget ud og knust mod fliserne. Glasset i et luftvindue blev også suget ud, men landede uskadt på græsset. Heldigvis fik jeg en mail fra Willab Garden om at surre luftvinduerne, og tak for det.

Konstruktionsfejl

De trekantede glas i gavlene er sikret med lister på den lodrette og den skrå kant, men ikke på den nederste kant, som det ses på billedet herunder. Det er sikkert for at kondensvand kan dræne ud, så der ikke sker frostsprængninger af glasset. Det er dog en svag konstruktion, og jeg vil bore huller og sætte klodser af plast foran glasset med galopskruer.028

 

 

Ved nærmere eftersyn opdagede jeg, at næsten alle ruder i taget er løsnet og skredet ned, så der er luft i kippen:

019

 

Udvendig kan man se, at ruderne er skredet ned i tagrenden, se den venstre rude:

023

 

Falsen, der holder ruderne forneden, er ikke højere end ruderne er tykke, se profilen oven på det sorte endestykke af tagrenden:

025

 

Det bliver svært at få ruderne på plads igen, for de er tunge og man kan ikke få fat.

Sikring af ruderne på taget bliver ikke let – noget med plastklodser i tagrenden, så de ikke kan skride ned?

Det er lidt irriterende, at huset har sådanne fejl, for det er en stærk konstruktion, der her har været udsat for en ekstrem belastning, og trods alt er kommet godt fra det

Gummilisterne ser sjuskede ud, ifølge fabrikanten trækker de sig lidt sammen, og man skal skære dem lidt lange af, men nu skal de rettes til!

Samlet vurdering af Willab Garden drivhus Euro Serre Maxi 4, 14,1 kvadratmeter

Efter den første sæson har jeg efterhånden glemt alt bøvlet med at få drivhuset. Mine problemer var ikke en enlig svale, der er 2 indlæg her på siden, og et par stykker på Willab Garden’s hjemmeside, så det kniber med logistikken.

Det negative

Soklen kom med en skade, der er sket på fabrikken, det tog 5 uger at erstatte den, og erstatningen havde en transportskade, som jeg selv fiksede, for nu ville jeg have et drivhus.

I toppen af en af papkasserne lå en pose erstatningsskruer – det forvirrede mig en del. Da jeg kom igang med at samle viste det sig, at de medfølgende skruer var for store til at gå i profilernes false, men erstatningsskruerne passede – hvorfor så sende de store skruer med?

Vejledningen er på svensk, nogle af udtrykkene har jeg problemer med.

Topvinduerne i gavlen er ikke høje nok, jeg har kontrolleret at rygningen er helt på plads.

Vinduesåbnere er meget svær at fastgøre på vinduerne, det er ikke solidt nok.

Der var 4 ekstra glas med, 2 der passer i luftvindue eller under, og 2, der hører til døren i den mindre model – hvad skal jeg med dem?

Døren var svær at samle og sætte på plads.

Der mangler et håndtag til døren, og jeg har ikke reklameret over det, orker ikke mere.

020

Det positive

Tina Olsen gav en god og kompetent rådgivning før køb, og tog klagerne seriøst.

God emballering og leveret af en chauffør, der kender begrebet kundeservice.

Når først det står der, er det et flot, solidt drivhus, der fungerer godt.

 

Konklusion

Jeg ville vælge samme drivhus igen, men prøve at få en skrappere kontrakt, med økonomisk kompensation for fejl og mangler.

072

 

Euro Serre Maxi 4, Willab Garden, samling af drivhuset

030

 

Måske skulle man kigge lidt i vejledningen………

At samle et drivhus…..

Der er nogle rimeligt gode tegninger med, og en trykt vejledning, den er dog på svensk, og jeg har et problem med det sprog eftersom jeg er opvokset i den del af Danmark, der ligger længst væk fra Sverige.

Kig på tegningerne, hver del har sin egen profil, så man kan sortere mens man pakker ud.

Samlingen af drivhuset er koncentreret omkring bolte og møtrikker i rustfrit stål. Mine led er ikke for gode, så for at spare brug af den medfølgende topnøgle havde jeg købt en topnøgle til skruemaskine, men det kunne jeg have sparet mig, møtrikkerne kører selv på med et smut med fingeren.

Hovedet på bolten skal glide ind i en fals – det går let i de fleste tilfælde, men hvis det klemmer har man et problem, for bolthovedet bider sig fast i falsen, og det er vel også meningen, men først når den er på plads. Ved montering af rygningen måtte jeg forsigtigt dreje bolten ved at klemme på gevindet med en vandpumpetang – fagfolk vil sikkert skrige, men det hjalp, og gevindet tog ikke skade.

Man skal starte med de 4 hjørnestolper, og her kommer de første problemer – sætter man en hjørnestolpe op som på tegningen vil den vælte, og bøje sig selv og soklen. Jeg fikserede det første hjørne med skråbåndene et hul længere væk i soklen end beregnet. Bolten i stolpen kan glide i falsen – det ser lidt skævt ud, men virker.

Den første tagsprosse i gavlen skal ned i en slidse samtidig med at bolten skal på plads, og derefter kan det åbenbart hænge selv – det går bare ikke, sav en stump træ af til at støtte med.

005

 

Til oplægning af rygningen skal man være 2, og jeg er kun 1. Tilbage til de 2 brædder fra emballagen, skru dem sammen og sæt dem op som et A midt i huset, spændt fast med snore til fundamentet.
012

 

Nu kan man kravle op på trappestigen og binde rygningen fast i “kranen”, og derefter sætte den på plads – det er nok det sværeste ved at samle huset. Ifølge vejledningen skal man være 2 – og jeg vil mene, at man hurtigt kan blive uvenner, det er lidt drilsk.

Det tog en dag at samle skelettet, døren drillede, her savnede jeg en bedre vejledning.

Isætning af glas

Der står på glaskassen, at man skal hælde den før man tager siden af – det er selvfølgelig for at hindre glasset i at vælte ud, men gør det ikke, kassen vejer flere hundrede kilo, og det kan let komme ud af kontrol. Jeg tog siden af og brugte et gammelt håndklæde foldet sammen og en skruetvinger til at holde glassene på plads i kassen, man skal ikke spænde skruetvingen.

Glassene er tunge, og man kan ikke selv lægge dem op på taget, Ellen stod inde i huset og støttede med en kost, og så gik det. Der er sugekopper med til at holde glasset, og de fungerede meget fint – da jeg begyndte at stole på dem…

Glassene holdes på plads af gummilister, der er et sæt handsker med, og de skal bruges, for gummilisterne er smurt ind i silikonefedt. Der står i vejledningen, at gummilisterne kryber, jeg pressede dem sammen på langs, og har ikke bemærket krybning.

De trekantede glas i gavlene passer ikke i åbningen, de er ikke høje nok, så der kom en klods under for at listen foroven kunne låse glasset.

 Vinduesåbnere

Her kan fabrikken gøre store forbedringer, det er simpelt hen for dårligt konstrueret, og det er svært at se på vejledningen. Jeg borede huller og satte et par skruer i, men profilen i bunden af vinduet er for svag, så jeg er spændt på hvor længe det holder.

013

 

Når drivhuset er samlet er det vel nok markedets kraftigste profiler, med hylder som i mit er det meget solidt.