Safran nyder den milde vinter

Safran blomstrer i det sene efterår og står med blade hele vinteren og visner ned i maj. Den gror altså når alt andet ligger stille.

Jeg plantede safran for 2 år siden, de passer sig selv, skal ikke gødes og bare luges ind imellem. Det er hyggeligt at starte en efterårsdag på knæ, og høste støvfang med en pincet.

Safran er tilsyneladende meget følsom over for jordstruktur. I forreste del af billedet er de meget kraftige, og svage i baggrunden, hvor der også mangler en del. Stykket er på ca. 2 x 2 meter, og der blev lagt 200 knolde. Omkring en trediedel kom ikke op, eller forsvandt hurtigt igen, til gengæld er mange af knoldene blevet til 10-15 stk., så de skal alle graves op når toppen er visnet ned, og lægges igen med god plads.

Luk op for georgine knoldene

Jeg gemmer mine georgine knolde i en lille kælder i garagen, når det er frost lukker jeg låg på og i hård frost dækker jeg med gamle presenninger. Det fungerer fint, men frosten er nu ikke den største trussel, men derimod tøvejr. Vejret har været mildt i en periode, og så er det vigtigt at åbne, så knoldene tørrer og ikke rådner.

Enkelte knolde er lidt mugne, men det betyder ikke noget. Knoldene er stadig saftspændte, og kan sagtens tåle at tørre et par måneder.

Jeg har opgivet at holde styr på sorter og farver, de har alle ca. samme højde, så det bliver en farvelade.