Luciabrød med safran af egne avl

Måske lidt sent at bage Luciabrød, men alt har sin tid. Til gengæld er det med safran af egen avl og der er vist ikke meget hjemmedyrket safran her i landet.

Årets høst var ikke stor, nyplantede krokus blomstrer ikke alle sammen, til gengæld har de delt sig i 4-6 ny planter, så det bliver spændende at se til næste år, hvor meget der så er. Regnvejr i blomstringen gjorde det ikke bedre, det tager nok en del af smagen.

Den tørrede safran skal blødes op i lidt varmt vand, og det gav en lovende duft i køkkenet.

Og her det færdige resultat, opskrifter kan du finde på nettet. Smagen af safran var ikke så stærk, men man var dog ikke i tvivl om at der var safran i brødene.

Og krokus’erne?

Krokus, og ukrudt, nyder den milde vinter. Ifølge planen visner de ned i maj måned, og så kommer ukrudtbrænderen frem….

Men. det kan altså lade sig gøre at dyrke safran i Danmark, og med lidt held lærer jeg det rigtigt…..

Mistelten

Mistelten hører julen til, enten man får lidt af ukrudtet fra Frankrig eller selv har i haven. Vores have er efterhånden velforsynet med mistelten, men det har taget 10-12 år at komme så vidt.

Mistelten er sjælden i Danmark, men omkring Utterslev Mose kan den ses i tjørn, og kører man ad Hillerødmotorvejen kan den ses i Popler langs Novo ved Bagsværd.

Der findes mange slags mistelten, også i troperne og på ørkenplanter. Den hjemlige hedder Viscum album og findes i 3 underarter, der snylter henholdsvis ædelgran, fyr og æble-tjørn-poppel-pære. Mistelten har særbo, dvs at der findes han- og hunplanter, det er altså bedst at have flere, hvis man vil være sikker på at der kommer bær.

Efter mange års langsom vækst bliver det alligevel pludselig til noget, og denne er ved at tage overhånd.

Hanplanterne har ingen bær.

 

Mistelten skal sås på tynde 1-års skud, så du kan selv bedømme hvor længe siden disse 3 er sået, og hvor langsomt de gror.

Den gør sig også som buket.

Såning af mistelten.

Problemet er at få frø, og jeg vil gerne hjælpe, men for det første er frøet først modnet i marts-april, og for det andet tåler det ikke mørke, få dage uden lys nedsætter spireevnen. Den mistelten, der er i handlen her til jul, kan ikke bruges, da det er sydlige typer, der vil fryse heroppe, og frøet ikke er modent og desuden ødelagt af mørke under transporten.

Måske kan det lykkes som straksbrev?

Vinterdyrkning i drivhus

De foregående år har jeg haft salat i drivhuset om vinteren, salaten blev sået og spist af snegle, så der var lidt tomt da tomater og andet blev ryddet.

Et optimistisk forsøg på et sent hold spidskål blev ikke rigtig til noget – ud over kålsommerfugle. Men da de nederste, hullede blade var renset af blev de plantet ind i drivhuset.

Savojkål til venstre, spidskål til højre. Får vi en mild vinterhar de dannet hoved til foråret, bliver det meget frost vil de blomstre, og så kalder jeg det bare broccoli.

Nu mangler jeg lige at så et hold ærter inden døre, til udplantning i det andet bed, så er der tidlige ærter til foråret.

Kig efter i din køkkenhave, om der gemmer sig et eller andet brugeligt, eller noget, der har sået sig selv, og plant det ind i drivhuset – det koster ikke noget…..

Vintersikring af planter

På nettet kan man finde forskellige vejledninger til vintersikring af planter, og nogle af dem er så forkerte, at man opnår det modsatte: at planterne får frostskader.

Vintersikring er mod frostskader, men de fleste frostskader skyldes udtørring, hvis det er frostvejr i længere tid.

For nu at skåne dig for en del læsning, og mig for tilsvarende skrivning, så lad mig gå direkte til hvordan. Varme kommer nedefra, fra jorden, og man må ikke stille krukker på flamingo, så går det galt. At putte dem i en flamingokasse er også en sikker måde at få frostskader på. Stil dem direkte på jorden og dæk dem til. Bobleplast, plast og grangrene er fint, og grangrene yderst har 2 funktioner: det er pænere at se på, og det beskytter mod solen.

Solen er farlig, for planter, der er dækket med bobleplast eller bare plast, kan selv i frostvejr få det meget varmt, og så går de ud af vinterdvalen, og så bliver de meget følsomme over for frost.

Når foråret, og varmen og solen kommer, skal dækningen af, men vær klar til at dække med f. eks. et flyttetæppe, hvis der kommer frost, for når de er startet er de følsomme.