Automatisk vanding i drivhuset

Vanding er en vigtig del af den daglige pasning af et drivhus, det kan gøres efter fornemmelse, også kaldet grønne fingre, eller det kan ske automatisk. Hvad man vælger er et spørgsmål om temperament og økonomi.

Planter kan mangle vand selv om de ikke er slappe. Prøv at bore en hånd ned i jorden – den burde være så løs, at man ikke behøver at grave. Jeg har tit mærket, at jorden er tør længere nede, selv om den er fugtig i overfladen. Det betyder, at planterne ikke udvikler rødder i bunden, og dermed er mere følsomme over for en udtørring.

Selvvandingskasser

Selvvandingskasser består af en kasse med vand og et par væger af spagnum op til en kasse med spagnum, hvor planterne gror. Systemet er for så vidt godt nok, man kan nøjes med at vande en gang om ugen, så drivhuset kan være alene hjemme.
Kasserne er lavet af styropor, der isolerer, og det er et problem hvis man vil tidligt igang om foråret. Solen kan ikke varme spagnum og vand op, og med kolde rødder gror tomater dårligt.
Jeg startede med selvvandingskasser, men har forladt dem. En af grundene er, at tomaterne ikke smager af noget fordi de har for let til vandet. Nu dyrker jeg i bede af terrassebrædder, 3 ovenpå hinanden, i en blanding af kompost og spagnum.

Vandingsautomat

Der findes flere systemer, og de ændres ofte, så jeg vil ikke kloge mig for meget. Tidligere har jeg brugt et vandingsur, der sættes på en udendørshane og kan indstilles til at vande med intervaller. Fordelen er, at der kun er tryk på slangen til drivhuset når der vandes.

Regnvand

Jeg opsamler regnvand fra ca. 100 kvadratmeter tag og gemmer i 2 palletanke – det er så dyrt at få leveret, så man kan lige så godt tage 2. Tankene er gravet halvt ned og koblet sammen.

Pumpen er en 12 volt, som bruges i campingvogne, dvs den er godkendt til drikkevand. Strømforsyningen er fra genbrug, se efter om ampere passer til pumpen.

Når tankene er helt fulde virker systemet som en hævert, dvs vandet bliver ved med at løbe efter pumpen er slukket. Problemet blev løst ved at sætte en drypvandingsventil på det højeste sted fra pumpen – der spildes lidt vand under vanding, men når pumpen slukkes suges der vand ind og så stopper hæverten.

 

Styring af vanding

Det vil jeg skrive om næste gang, men med en 12 volt pumpe er det let at regulere, det springende punkt er at måle hvornår planterne behøver vand – det har jeg brugt en del fornøjelige time på.

Bærende stativ til tomat og agurk i drivhuset

Tomat og agurkplanter bliver tunge i løbet af sommeren, og jeg synes, at drivhuset har nok i at bære vindruerne, så jeg har lavet stativer over bedene.

Stativerne består af 2 taglægter i hver ende og et forskallingsbræt 25 x 100 mm henover. Benene skræver ikke ret meget, så de er skruet fast i bedene for ikke at vælte.
Medens tomaterne er små kan der lige hænge nogle altankasser med jordbær, men hvis du gør det skal de være kortere end denne, den er meget tung.

Lægterne er skåret lidt i smig foroven og forstærket med en stump af samme bræt som det bærende.

De sorte slanger i baggrunden er solfangere til varmelageret i gulvet.

Et tyndere bræt på skrå, så det ikke vælter.

 

Bedene er 3 terrassebrædder høje, ca. 50 cem brede og 150 cm lange. På den måde kan man komme rundt om alle planterne – før var der bede langs siderne, og så er det lidt svært at plukke tomater.

Der er stangbønner på benene og Wasabi rukola med hvide blomster i forgrunden.