Juleroser, Helleborus, der hænger i frostvejr

Juleroser, Helleborus, er blevet en populær potteplanter til at have stående udenfor. De er ret dyre, nu er det frostvejr, og den ligger fladt ned. Fortvivl ikke, den rejser sig igen når det bliver tøvejr.

Det ser dramatisk ud, første gang man oplever det, men efterhånden bruger man dem som termometer – er det frostvejr?

De er ret dyre,  men holder længe, og kan plantes ud i haven bagefter, men ikke for hurtigt, for der kommer gerne flere hold blomster.

Frostvejr tørrer, og når det bliver tøvejr skal den måske have en sjat vand, men selve planten må helst ikke blive våd, du kan læse om svampesygdomme i Juleroser her på stedet.

Plukker man en buket blomster af juleroser hænger de med det samme. Det skyldes, at der kommer luft op i de små vandrør. Hold snitfladen under vand og rids den nederste cm af stænglen ret dybt med en nål eller kniv – så holder de et par uger.

IMG_7324

Typisk Julerose i frost, de røde bær er Kristtorn.

Georginer, Dahlia, vinteropbevaring

Georginer, Dahlia tåler slet ikke frost, derfor tager vi dem op om efteråret og opbevarer dem frostfrit til foråret kommer. Det lyder let, men der er faldgruber.

Vinteropbevaring ved for høj temperatur tørrer knoldene ud, så de går til. Dækkes de til rådner de uanset temperaturen.

Mine Georginer stod i en kasse i garagen hele efteråret, uden at være dækket til. Der kom ikke frost før jul, så de var rådner hvis de havde været dækket. Ind imellem mærkede jeg på dem, og de var faste.

Jeg har lavet en lille kælder i garagen, og efter jul måtte de derned, da det blev vinter.

Kælderen er dækket med en sammenlagt presenning for at isolere.

IMG_7320

 

 

IMG_7321

Under presenningen kommer låget frem.

IMG_7322

Et kig ned i kælderen, store edderkopper og halvdelen af kassen med Georginer. De har det godt, men der er begyndende svampevækst på resterne af stænglerne, det skyldes den højere luftfugtighed i kælderen.

Høj luftfugtighed og stillestående luft giver svampesygdomme og råd i planter, jeg kan kun håbe på at det går godt, og lige så hurtigt det bliver tøvejr, kommer de op fra kælderen igen.

Har du kigget til dine Georginer for nyligt?

 

 

 

 

Så er der købt frø hos Thompson & Morgan

Jeg har tidligere købt frø hos Thompson & Morgan, uden problemer, og nu har jeg igen købt hos dem. Der er et stort udvalg, priserne er rimelige og der er mere i poserne.

Tilmeld deres nyhedsbrev på den internationale afdeling http://www.tandmworldwide.com/ og køb, når der er tilbud. Og nej, jeg har ikke noget med firmaet at gøre.

 

IMG_7247

Jeg bestilte 10 slags frø, og fik 2 gratis for hver 5. og 5 ekstra poser, så jeg er godt tilfreds.

Om en månedstid skal der sås tomater og lidt efter agurker.

Blandt de 5 ekstra var en pose Hestebønner, dem prøvede vi forrige år med et rimeligt resultat, de skal bare høstes tidligt.

Overvintrende tomatplanter

Da tomatplanterne blev ryddet i begyndelsen af november var der kun et par måneder, til der skulle sås nye, så hvorfor ikke prøve at overvintre nogle små planter.

Det er sorten Sungold, en F1-hybrid, som man ikke kan tage frø af. Jeg tog nogle sideskud og satte dem i vand, og 14 dage efter var der masser af rødder. Planterne blev sat tæt sammen i en potte, og kom ind sammen med Pelargonier og Fuchsia.

IMG_7307

En lang periode med gråvejr ses tydeligt på planterne – det er noget tyndt skrammel. Bare vent, når forårssolen tager fat, så sker der noget. Jeg forventer en flok sideskud, der skal danne basis for de kommende planter i drivhuset.

Jeg glæder mig……

Vinterdyrkning i drivhus, salat

Vinterdyrkning i drivhuset er en hyggelig beskæftigelse, der ikke kræver megen indsats. Jeg holder mig foreløbig til salater, Iceberg, Romani og Polar.

Salaterne kom lidt sent igang – eller rettere: sneglene åd de første 2 hold. Når det letter lidt på temperaturen kommer der elektrisk sneglehegn op på kasserne.

IMG_7293

Til højre i billedet er det Romani, og til venstre Iceberg – Romani trives bedst.

Det undrer mig stadig lidt, at Iceberg kan tåle at fryse, og gro videre når det igen bliver tøvejr, men sådan er det.

Så er der lagt kartofler til spiring, til kartofler i spande

Normalt lægger jeg kartofler til spiring 1. juledag – det er en hyggelig beskæftigelse. I år blev det lidt anderledes, de er først lagt til spiring den 3. januar, men de skal nok nå det.

Man kan ikke få læggekartofler nu, og det gør ikke noget. Jeg valgte spisekartofler af sorten Folva, de var sunde sat se på.
Kartofler skal spire i lys, så de danner korte, tykke og stærke spirer. I mørke bliver spirerne lange og tynde.

Om en god månedstid er de klar til at lægge i spande, der stilles et køligt og frostfrit sted. Mine bliver lagt i kompost, for at spare lidt på spagnum’en. Med lidt held kan de komme i drivhuset i begyndelsen af marts og høstes i sidste halvdel af april – man glæder sig…

IMG_7290