Skygge på drivhus, skyggepasta, kridt

Hvor meget skygge skal der på drivhusglas, skal man bruge skyggepasta eller hvad kan man gøre?

Jeg må straks indrømme, at jeg kender ikke skyggepasta, men der er en del folk, der har problemer med det, så her vil jeg skrive lidt om hvad jeg gør.

Hvorfor skal der skygges

Har man selv lavet planter er de vant til svagt lys, og når de plantes ud i drivhuset kan bladene blive svedet af. Det er normalt, man skal ikke gå i panik, for planterne skyder nye blade, der kan klare solen.
Når der bliver for varmt i drivhuset, selv om vinduer og døren står åben, er det tid at skygge. Planter kan få for stærkt lys, i sommersolen stopper deres produktion, og derfor skal der skygges, enten med indvendige skyggegardiner eller udvendig skygge med kridt.

Hvordan skal der skygges

Jeg bruger en lille sprøjte af den slags, man pumper luft i og så kan den sprøjte. Farvehandleren har vandrevet kridt, en spiseske til en liter vand og røre lidt til evt. klumper er opløst. Der tilsættes en sjat mælk som lim, det er ligegyldigt hvilken slags mælk.

Det pæneste resultat får man i stille vejr, indstil sprøjten til mellemstore dråber og sprøjt ikke så meget på, at det løber. Hvis man ikke synes, at det er nok, kan man efter 10 minutter give det en tur til.

Hvad så når det er overskyet

Ja, så er der for meget skygge på, og her ville det være en fordel med gardiner. Hjælpen kommer i form af regnvejr, der vasker det meste af kridtet af, så der skal altså skygges når det har regnet et par gange – det gør jeg gerne.

Vanding af drivhuse på basis af fordampning

Mange hobbydrivhuse står tomme fordi vandingen driller – hvor meget og hvornår. Før computerstyring blev gartnerier vandet efter fordampning, og det kan man også i hobbydrivhuse.

Hvad skal man bruge

En vægt, f eks en digital køkkenvægt, en passende bakke på ca. 15 x 15 cm og et sted i drivhuset at stille det.

004

Jeg lånte vores køkkenvægt et par dage, ved siden af står der en underskål i plastic med vand. Byggebeslaget er til kontrolvejning, hvis vægten påvirkes af den svingende temperatur, men det gør denne vægt nu ikke. Ind imellem vejning er vægten pakket ind i en plasticpose.

Hvad gør man

Fyld bakken halvt med vand og vej den. Skriv resultatet ind i et skema sammen med dato, klokkeslæt og måske en bemærkning om vejret. Man kan veje hver time eller en gang om dagen.

På en solskinsdag med åbne vinduer og dør fordamper min bakke 60-70 gram vand, om natten 2-5, og i regnvejr nærmest ingenting.

I begyndelsen vander man som man plejer, husk at grave lidt i jorden en gang imellem for at se, om den er tør længere nede. Noter i vejeskemaet, hvornår der vandes, og inden længe viser der sig en sammenhæng mellem fordampning og vanding – når der er fordampet en vis mængde skal der vandes.

Efterhånden som planterne bliver store skal der vandes ved mindre fordampning, men når de er store vil det ikke ændre sig ret meget. Så hvis naboen skal vande i ferien er det nu blevet noget nemmere.

Kan det automatiseres

Ja, jeg lodder og programmerer i ledige stunder….

Jordbær i drivhus

Jordbærrene har betydeligt flere blomster end sidste år, men de er senere på den. Sidste år fik vi det første røde jordbær 1. maj.

028

Jordbærrene står i altankasser på hylder, så de har ikke megen gavn af gulvvarmen. De kolde nætter den sidste månedstid har forsinket dem, til gengæld tegner det til at blive en fantastisk høst – vi glæder os.